Hvad jeg lærte om forretning af at rejse med 500 iværksættere

Nikolaj Astrup Madsen

Forfatter

Blue Flower
Blue Flower
Blue Flower

I 5 år drev jeg projektet Refuga, et rejsebureau for iværksættere.Med alt fra nystartede til en deltager med 500 ansatte lavede vi arbejdsuger i luksusvillaer og store eventyr (vi besteg blandt andet Kilimanjaro og besøgte Nordkorea). Her er hvad jeg lærte om forretning af projektet og oplevelserne.

Projektet startede ret tilfældigt. Jeg havde netop opsagt mit gode job hos COOLSTUFF i Sverige og var sprunget ud som fuldtids selvstændig og iværksætter, for at rejse til Beijing et år, hvor min bedre halvdel skulle studere. 

Jeg havde virkelig mod på at sætte nogle projekter i søen og en af de udfordringer jeg selv stod med var at jeg gik fra at have kollegaer og bo i København hvor jeg havde et stort netværk, til at drive min egen virksomhed og sidde på den anden side af kloden. Derfor ville jeg gerne gøre noget for at kunne sparre med andre iværksættere. Og sådan opstod ideen om at leje en villa langt ude i bjergene nord for Barcelona og invitere 20 iværksættere med på tur. 

Da jeg ikke helt vidste hvor jeg skulle starte, så skrev jeg bare en kort blogpost om ideen, satte nogle tilfældige datoer på og besluttede at prisen var 5000 kr. Jeg havde ikke booket et sted eller lavet et større budget, men inden jeg så mig om havde 20 iværksættere betalt 5000 kr og var klar. Heldigvis gik al planlægningen, jeg fik lokket nogle venner med som kokke og vi havde en helt fantastisk uge og et stort eventyr var startet. 

Hvad vi opnåede med projektet

Nogle af de ting vi opnåede med projektet var blandt andet:

  • Skabte et rigtig stærkt, lille fællesskab i Danmark

  • Gik fra kun danske deltagere til helt globalt

  • Omtalt i blandt andet Bloomberg, Forbes, CNN og FastCompany

  • Deltagere fra over 40 forskellige lande

  • Byggede vores eget software til at drifte virksomheden

  • Arbejde med lokale arrangører på 3 kontitenter

Det lærte jeg af at drive Refuga

Hurtigt fra idé til handling

Selve konceptet blev lanceret som en blog post. Det var inden der var et logo, en detaljeret forretningsplan og faktisk inden den første rejse var planlagt. Det var en super god lektion i værdien i at lancere hurtigt og få testet sin idé af. Når jeg overvejer om jeg skal gå videre med en idé, så tænker jeg ofte tilbage på hvor nemt man faktisk kan starte op. 

Det behøver ikke at være et blogindlæg. Det kan også være man laver en landingsside og køber nogle annoncer, men det har aldrig været nemmere at teste nye ideer af. 

Netværkseffekten

I starten var projektet kun dansk og havde kun danske deltagere. Hver eneste tur blev fyldt op og jeg brugte aldrig nogle penge på markedsføring. Danmark er en lille sø at fiske i, men det har den fordel at alle kender alle - specielt indenfor fx en branche. Det gjorde at mange havde hørt om ikke bare en som havde været med, men flere. Og det var den absolut stærkeste markedsføring

Da jeg ville lave det globalt, var det helt modsat. Her fik vi deltagere fra en masse lande, men langt, langt de fleste af disse havde aldrig hørt om projektet før og kendte ingen der havde været med. Det er ingen hemmelighed at konvertering var lavere her.

Jeg fortryder ikke at det blev globalt (da det var vildt spændende), men det var en god lektion i at et fokus på en lille niche ofte er bedre forretning og man ikke nødvendigvis skal tænke globalt for at lave en god forretning. 

Betalte annoncer som værktøj til at teste markeder

For at sprede det glade budskab brugte vi Facebook annoncer, da vi virkelig kunne målrette folk godt. Her fik vi folk over på et nyhedsbrev og folk fulgte ofte med over et år før de tilmeldte sig en rejse. 

I starten målrettede jeg lande som lignede Danmark og hvor jeg tænkte at folk havde råd til rejserne. Masser af bias. Men på et tidspunkt får jeg simpelthen lavet en fejl og får tilføjet Indien til målgruppen. Før jeg havde opdaget fejlen er jeg blevet væltet bagover med nyhedsbrevstilmeldinger, emails og flere tilmeldinger til rejser. Udover danskere endte Indien at være det land med flest deltagere fra. 

Betalte annoncer er en super nem og hurtig vej til at teste målgrupper og koncepter. Ofte kan resultatet blive meget anderledes end man selv havde troet. I Indien fungerede det super godt, da der var meget lille konkurrence på Facebook annoncer og et super stærkt iværksættermiljø og så er der flere som har penge end man lige tror. 

Iværksætteri er også en vej til spændende oplevelser

Refuga endte med at være en fin lille forretning, som jeg levede af i nogle år. Det blev aldrig den helt store forretning, men jeg fik nogle helt, helt unikke oplevelser. Siden da har jeg også set iværksætteri som en måde at møde spændende folk og få nogle spændende oplevelser på.

Nogle af mine bedste venner og bedste sparringspartnere kommer fra Refuga. Gennem projektet har jeg talt foran 700 mennesker, været til et indisk bryllup, været i Nordkorea og meget, meget andet.

Det er noget jeg forsøger at tage med i andre projekter. At den del også har værdi.

Hvordan man får presse i nogle af de største medier i verden

Refuga endte med at blive nævnt i en hel række store medier, som fx Bloomberg, CNN, Forbes og Fast Company. Og det var endda dem som kontaktede mig og ikke omvendt. 

Det skal siges at der ofte ikke var tale om store forsider som kun handlede om Refuga. Faktisk handlede artiklerne ofte om trenden med workations of remote work. Og ofte havde de hørt om Refuga via andre artikler og lister på relevante blogs over workation projekter. 

En klar læring var at der er værdi i at være indenfor noget som er på vej frem og som får omtale og at det kan betale sig at skabe de relationer indenfor ens branche, der gør at man bliver nævnt i nichemedier, kommer på relevante lister osv. Ligeledes var der flere kæmpe store projekter, som ofte løb med en masse PR, men i de fleste artikler ville journalisten gerne have flere projekter med, og det var til vores fordel.

Den presse vi fik skabte en hel anden troværdighed omkring projektet og var med til at vi kunne få deltagere fra så mange lande. 

Hvordan jeg bruger erfaringerne i kundeprojekter

Rigtig mange af de her erfaringer tager jeg med videre over i kundeprojekter. Det er enormt lærerigt at bruge sine egne penge på markedsføring og på udvikling af software. At man selv har haft hænderne på kogepladen, giver en større forståelse for hvordan det er på den side af bordet.

Som konsulent er det nemt at se hvad der på papiret og i teorien er det rigtige og hvad man burde gøre, men nogle gange er virkeligheden en anden. 

Hver gang jeg er i dialog med en potentiel kunde, så forsøger jeg også at afdække om det er relevant og værdifuldt og få en ind med mere grundlæggende forretningsforståelse eller om de i bund og grund blot har brug for fx specialist indenfor en specifik disciplin. Når jeg kan være bindeleddet mellem det forretningsmæssige og det tekniske, så kan jeg skabe størst værdi. 

Kontakt mig i dag

All Rights Reserved 2023

Kontakt mig i dag

All Rights Reserved 2023

Kontakt mig i dag

All Rights Reserved 2023