Sådan kommer jeg i top 100 til Challenge Roth 2012
Jeg har sat mig det mål at komme i top 100 til Challenge Roth i juli 2012. Jeg tror det er realistisk at jeg kan gennemføre på 9 timer og 30 minutter, hvis jeg træner hårdt og klogt og er mental stærkt nok på dagen.
En top 100 krævede i år en tid på ca. 9 timer og 20 minutter, så jeg skal virkelig forberede mig så godt som overhovedet muligt. Derfor har jeg lagt en plan.
De ting jeg vil gøre for at nå mit mål er:
- For alt i verden undgå skader, sygdom eller andre set-backs og pauser
Sidste vinter var jeg syg 4-5 gange, og hele januar var jeg ude og rejse hvor der kun blev trænet minimalt. Desuden lavede jeg en dum fejl og løb en hård tur uden sokker. Resultat: stort sår på hælen, der ikke ville hele, og 1½ måned før Challenge Copenhagen havde jeg ca 3 uger uden løb.
De fejl har jeg ikke råd til at lave igen, og jeg tror også at jeg er klogere. - Træn klogt
En af de vigtigste ting er at jeg har en god træner i Aleksandar, hvilket giver mig skræddersyet træning og at jeg kan trække på hans erfaringer. Det giver nok færre træningstimer end mange andre, men meget specifikke sæt, som rykker. Det er helt nødvendigt med noget struktur i træningen.
At træne klogt betyder også at jeg vil begynde at cykle med wattmåler for at måle min fremgang. Jeg vil løbende lave tests af både svømme-, cykel- og løbeniveau, så jeg kan se at jeg forbedrer mig.

- Hvert træningssæt skal have mening
Hver gang jeg skal ud og træne skal der være mening med det, og det skal være helt tydeligt. Jeg skal kunne mærke at jeg rykker min form, får bedre teknik, bedre udholdenhed eller andet. Nogle gange skal det også bare være sjovt og hyggeligt, som da jeg forleden løb 1½ time med min gode ven Christian i Dyrehaven. Ved at følge de regler kan jeg holde motivationen og træne stabilt i de kommende 6 måneder - Udvikle det mentale element
I en Ironman betyder det mentale ekstremt meget. Det er specielt vigtigt hvis man ikke bare vil gennemføre, men vil holde en høj fart de sidste 20 km. Jeg vil hele tiden sætte mig nogle delmål, som fx at løbe nogle intervaller lidt hurtigere. Succesoplevelserne skal styrke det mental, så jeg tror på at jeg kan nå mit mål, når jeg står på startstregen. - Husk balancen
Jeg ved at jeg ikke når mit mål, hvis jeg har for travlt og hver eneste dag har 12 timers arbejdsdage. Det er vigtigt at jeg har noget fleksibilitet, og føler at jeg ikke er bagud med en masse ting. Jeg må være realistisk og erkende at der er nogle ting som skal prioriteres før triathlon, og hvis det hele bliver for stresset skal træningssæt spares væk. Det er vigtigt at være glad og i en (nogenlunde) balance, ellers bliver det meget vanskeligt.
Hvis jeg følger denne plan, tror jeg at mit mål er realistisk. Jeg skal i hvert fald gøre mit til at jeg er 100% klar d. 8. juli i Sydtyskland.
Kommentarer
2 kommentarer til “Sådan kommer jeg i top 100 til Challenge Roth 2012”Skriv en kommentar
Klik her for at annullere din besvarelse.

