running

Projekt Ironman 2011

Nikolaj Astrup Madsen 23. August, 2011 1 kommentar

Netop kommet i mål til Challenge Copenhagen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I august 2010 brugte jeg det meste af en søndag på at være tilskuer til det første Challenge Copenhagen – En Ironman triathlon i midten af København. Det er svært ikke at blive grebet af stemningen, når omkring 100.000 hepper på professionelle såvel som supermotionister, hvoraf mange er i gang med et af deres livs største udfordringer.

Dagen efter, mandag morgen, købte jeg min plads til Challenge Copenhagen 2011. Et par måneder gik, hvor jeg tvivlede på om jeg kunne, havde tid, havde råd osv. Jeg havde mange tvivl, og havde fornemmelse at stå foran et bjerg som jeg ikke vidste hvordan jeg skulle komme over – Jeg vidste i hvert fald at jeg ikke skulle uden om.

Ved et tilfælde fandt jeg Aleksandar Markovic-Sørensens blog i oktober 2010. Han er professionel triathlet og træner. Jeg kontaktede ham og hørte om mit mål var realistisk. Han var ikke specielt imponeret over at jeg havde løbet 4-5 marathon det seneste år, og mente at vi skulle starte fra scratch – Men det var realistisk, og nu havde jeg en der kunne hjælpe mig videre.

Træning og motivation op i mod Ironman

Jeg begyndte at træne struktureret og hårdt omkring 10-12 timer om ugen. Den største udfordring var svømningen, da jeg på ingen måde kunne svømme, og havde en mindre frygt for vand. Jeg har haft et par ene lektioner med en god svømmelærer, men har derudover udelukkende trænet selv. Det var virkelig fedt langsomt at lære noget, man aldrig har været god til eller tryg ved. Det giver selvtillid og mod på mere.

Træningen slog et smut over en halv ironman i Aarhus i starten af juli efterfulgt af en træningslejr, som min træner arrangerede på Samsø.

Jeg har i lange perioder trænet hver dag efter arbejde og haft nogle lange dage. Kun et par gange har motivationen haltet. At man sigter mod et – for mig – kæmpe mål og kan mærke fremskridt er en utrolig stor motivation. Når det har været hårdt, koldt, blæsende, gjort ondt og jeg har spurgt mig selv hvad jeg lavede, har jeg tænkt på hvordan det ville være at give mine venner og familie high fives på turen og løbe over målstregen.

Mange der kender mig, vil mene at jeg er flyvsk og har gang i for mange projekter. Det kan godt betyde at man gør mange ting, men at man gør dem halvt. Med denne udfordring har jeg været helt på – jeg vidste at det krævede en stor arbejdsindsats at blive klar, og derfor føler jeg ikke der var nogen slinger i valsen. På løbsdagen var jeg nervøs og spændt, men ikke i tvivl. Jeg vidste 100% at jeg kunne gøre det, og at jeg kunne gøre det godt.

Løbsdagen – Challenge Copenhagen 2011

Den 14. august 2011 var en fantastisk dag, hvor det hele kulminerede. Jeg havde massiv opbakning af både venner og familie – nogen var endda kørt fra Jylland – hele dagen igennem. Min kæreste, venner og familie vidste godt hvilken udfordring det havde været for mig, og det kunne mærke i deres opbakning. Når ens – ellers normalt meget rolige og afbalancerede – mor står midt på hovedgaden i Lyngby med hænderne over hovedet og råber og skriger, kan man ikke andet end at give den fuld gas!

Opbakningen fra fremmede folk langs ruten var helt suveræn. Jeg er ret sikker på alle som deltog følte sig som en vinder den dag. Stemningen til marathons er god og hyggelig, men til Challenge Copenhagen var det elektrisk.

Min svømningen gik godt og roligt, og jeg svømmede de 3,8km på forventelige 1.20. Det var en befrielse at komme op af det kolde vand og videre til discipliner man føler sig stærkere i. Cykelruten gennem København og to gange op igennem Nordsjælland på samlet 180 km var en fest med overskud. Jeg cyklede på 5.41.

Den afsluttende marathon var fantastisk. Over 100.000 publikummer samlet midt i Københavns gader. Selv venner jeg ikke havde set i lang tid stod derude og heppede. De første 20km gik strygende og uden de mindste problemer. Herefter blev benene naturligt nok tunge, og farten blev sat ned.

At løbe over målstregen var næsten lige så fedt, som da ovenstående billede blev taget!

Var det det hele værd?

Det har kostet en helvedes masse hårdt arbejde, lange dage og ikke mindst kostet en masse penge. Jeg har ikke været i byen i et års tid(en disciplin jeg ellers tidligere har været stærk i) og det har også betydet afsavn i forhold til min kæreste.

Men var det det værd?
Ja, 100%.

Jeg lærte mere om mig selv, motivation, mål og hvordan man når dem på de 10 timer og 56 minutter det tog, end jeg har gjort alt den tid jeg har brugt i det danske skolevæsen.

At gennemføre en Ironman er ikke en fantastisk præstation, men det er en fantastisk oplevelse.
I de ti måneder har jeg været fokuseret på udstyr, hvor hurtigt jeg kunne løbe og en masse andre ting. Efter Ironman er det først gået op for mig, hvad det har betydet og givet mig. Pludselig er det træningsture og en masse småting der betyder noget, som har været store oplevelser – Det at krydse målstregen er bare kulminationen på det hele.

Alle kan, hvis de vil!

En af de store oplevelser har været de mennesker jeg har hørt og læst om og ikke mindst mødt. Så mange mennesker med overskud, mennesker der lever på en anderledes måde, professionelle mennesker og mennesker som gennemfører under meget hårdere forudsætninger end jeg.

På træningslejren på Samsø mødte jeg fx Lillan. En 39 årig kvinde, som startede nogenlunde samtidig som mig med at træne. Udover sit job er hun single mor med 2 børn. Lillan slog mig med over en halv time på dagen, og blev nummer 2 i hendes aldersklasse. Hun slog to professionelle kvinder. Lillan er en everyday hero!

 

Kort om manden bag

Nikolaj Astrup Madsen
Tak fordi du læser med! Jeg er en ung iværksætter, løber og selvudnævnt forfatter. Her på siden skriver om jeg mine erfaringer og oplevelser på vej mod mine mål som iværksætter og i livet. Jeg er interesseret i hvordan mennesker bliver gladere og får mere ud af livet. Jeg har skrevet bogen BEDRE og driver til daglig rejseprojektet Refuga.

KOMMENTARER

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Relateret indhold

Få bogen BEDRE gratis...

Nikolajs projekter er nævnt i

JP DR Trendsonline Femina Computer world Tv2 Fri