Positive tanker – Sådan blev jeg gladere

Nikolaj Astrup Madsen 18. November, 2012 28 kommentarer

De sidste fire måneder har jeg studeret hvordan mennesker bliver gladere. Baseret på et helt egoistisk ønske om at have flere positive tanker og få mere ud af livet er jeg gået på opdagelse. Jeg har lavet forsøg med mig selv, jeg har undersøgt videnskaben (hvad sker der i hjernen?), jeg har læst bøger, set dokumentarfilm, hørt podcast. Jeg har snakket med en lang række mennesker; blandt andet en træner, en ledelsesrådgiver og en ekspert i traditionel kinesisk medicin og helbred. Kort fortalt har jeg været vidt omkring, for at blive klogere.

Min besættelse om dette emne har givet mig mange tanker, som er skrevet ned i et par fyldte notesbøger. I dette blogindlæg, vil jeg give dig et lille udsnit af den viden jeg har fået gennem min research. Jeg har fjernet en masse teori og lange forklaringer – Her er hvad der fik mig overbevidst om at gøre noget og nogle simple ting jeg har gjort, som du også kan gøre. Altsammen noget som har gjort mig langt mere positiv og konstruktiv. Jeg håber du kan bruge det.

Positive tanker

Et citat af Abraham Lincoln, grafik af Martina Scott

Men hvorfor arbejde på at blive gladere?

Egentlig burde det være simpelt nok. Hvad vil du helst være, negativ eller positiv? Det burde være nok grund til at arbejde med at blive mere positiv. Her er nogle ekstra grunde til du skal arbejde med at blive gladere og mere lykkelig:

Du bestemmer selv om du vil være glad

Man tager det første skridt mod at blive gladere, når man erkender at man selv er herre over ens lykke. Hvis du tror at lykken kommer til dig, så tager du fejl. Er du en af dem som tænker “Hvis jeg bare vandt i Lotto…”, “Hvis jeg ikke havde købt det hus lige før krisen…” eller “Hvis bare jeg havde et bedre job, så ville jeg være glad”, så griber du tingene an på den forkerte måde.

Der er lavet mange undersøgelser om lykke. En af dem jeg er stødt på, handler om penges påvirkning på lykke. Går du fra ingenting, til at have nok (så du kan få tag over hovedet, og mad på bordet), så bliver man selvfølgelig lykkeligere. Går man derimod fra at have disse ting, til at have større ting (større hus, 2 biler, større lønseddel), så kunne man ikke måle en forskel i lykken. Lad være med at tro noget pludselig sker, som gør dig lykkelig.

Ole Henriksen - Posive tanker

En mester i positiv tilgang til livet - i både med- og modgang.

I 2007 besøgte jeg Ole Henriksen i Californien, i forbindelse med et interview vi lavede til et af mine første iværksætterforsøg, magasinet YoungInc. Jeg lærte mange ting om iværksætteri og om indstilling i de par timer interviewet stod på. Det som dog står helt klart for mig her 5 år efter, er netop tankegangen om at lykke handler om indstilling. Ole Henriksen har haft et hektisk liv, men han har en helt utrolig positiv indstilling til tingene. En indstilling som han har trænet sig til – i med- og modgang – i mange år.

Om menneskers jagt på den fremtidige lykke, i stedet for at være glade nu, skrev den legendariske svenske triatlet Jonas Colting på et tidspunkt dette på sin blog:

“… För det är väl den framtida lyckan som många använder som motiv för att leva mindre, kallare, hårdare, stressigare, strävsammare och själlösare och mer frånvarande idag. Jakten på något. I framtiden. Men när vet vi att framtiden har kommit? När vet vi att vi har anlänt dit? När vet vi att det är dags att vara lyckliga och njuta av det som kampen och offervilligheten köpt oss?”

Den positive vinkel er altid mere konstruktiv

I Beijing, hvor jeg pt er bosat, er jeg gået på opdagelse i kinesernes store viden om helbred og livstil, som er en del anderledes en den vi har i Vesten. Jeg har blandt andet besøgt en specialist i traditionel kinesisk medicin og livsstil, hvor jeg lærte at deres tanker kan virke simple, men at de er effektive.

I traditionel kinesisk medicin og de tanker som ligger heri omkring helbred, taler man meget om at fokusere på de gode vaner frem for de dårlige. I forhold til fx kost og at tabe sig, så taler denne fremgangsmåde for at man finder noget sund mad man virkelig godt kan lide, i stedet for at forbyde sig selv den burger man elsker så højt.

Tanken er at fokuserer du på de gode vaner, så vil de langsomt fylde mere og mere og skubbe de negative ud.

Positive tanker - Sådan blev jeg gladere

I min research i Beijing prøvede jeg kinesisk akupunktur, men det er en anden historie 🙂

Samme tankegang kan man med fordel benytte omkring sin tilgang til livet. I stedet for at ærge dig over de par kilo ekstra du tog på over julen, så glæd dig over at du har en god løbemakker som du skal ud og træne med på tirsdag.

Tænk over det en gang. Hvad er mest konstruktiv, og hvad vil du tro giver de bedste resultater: At blive sur og irriteret over at der er kø på motorvejen, eller at bruge muligheden til noget positivt (fx at du kan få lidt tid alene til at tænke, at du kan nyde efterårssolen eller noget helt andet)?

Der er som regel en positiv vinkel på alle situationer. Det handler ikke om den situation, udfordring eller problem du står i, men hvordan du griber den an.

21-dages udfordring

Noget det mest effektive jeg er stødt på, har jeg gennem fire måneder testet på mig selv. En amerikansk præst gav sig selv den udfordring at gå 21 dage uden at klage. Han tog et armbånd på den ene arm og hver gang han klagede skulle armbåndet skifte arm. Målet er altså at klare 21 dage hvor armbåndet ikke skifter arm. Tanken er baseret på studier som viser at det tager 21 dage at tvinge hjernen til en ny vane. Amerikanerens projekt hedder A Complaint Free World. Han fik lavet armbånd, som folk gratis kan bestille. Det gjorde han i 2006, og i dag har over 10 millioner bestilt armbåndene. I ægte amerikansk stil blev det selvfølgelig også til en bog og et besøg hos Oprah.

Jeg læste bogen, og skyndte mig at tage min kærestes hårelastik som de sidste 4 måneder har været på min arm. De første tre måneder kæmpede jeg, frem og tilbage. Der gik højst et par dage før armbåndet skulle over på den anden arm.

Positive tanker

Efter dag 15 uden at have rykket armbåndet.

Da vi flyttede til Kina, gik det helt galt. I en periode havde jeg helt givet op og armbåndet (eller hårelastikken, som det jo er), lå på natbordet. På et tidspunkt besluttede jeg mig for at det simpelthen var for dårligt, så jeg tog det på igen. Derudover lavede jeg et dokument på min computer, hvor jeg hver dag kunne krydse af, hvis jeg klarede dagen uden at klage. Og det lykkedes faktisk. Jeg klarede 21 dage uden at klage.

Og har det gjort en forskel? Det gjorde det faktisk. Efter 15-16 dage, hvor armbåndet ikke havde skiftet arm, lagde jeg mærke til at jeg ikke skulle tvinge mig selv så meget som tidligere til at tænke positivt. Langsomt var jeg begyndt automatisk at have en mere positiv tilgang til tingene.

Selvom jeg har klaret udfordringen, har jeg stadig armbåndet på til at minde mig om det. Jeg er ikke 100% klagefri, men jeg er langt, langt mere positivt indstillet end før. Jeg kan kun anbefale andre denne udfordring.

Glæd dig over de små ting

Ja, jeg ved godt det lyder lidt letkøbt. Men vi mennesker er nu til dags så travle og ambitiøse at vi glemmer de små gode ting i hverdagen. Vi tror – som tidligere nævnt – at lykken kommer hvis man bor i et varmere land, hvis der ikke var jantelov, hvis man tjente flere penge osv. Men det tror jeg ikke på.

Nogle gange er den halve time alene på vej hjem fra arbejde i bilen, en gåtur i skoven, din kærestes smil eller en anderledes oplevelse som gør giver dig et kort øjebliks fornemmelse af lykke. Er du bevidst om disse øjeblikke og nyder dem, vil du begynde at sætte større pris på de små ting.

Dagene flyver forbi, og jeg har taget mig selv i ikke at kunne huske hvad jeg lavede to dage før. Efter i en periode at have fokuseret på fremtiden hele tiden, valgte jeg i 30 dage i træk at tage et billede hver dag. Af en situation, af noget eller noget som var en oplevelse, en følelse eller andet som jeg godt ville huske. Billederne har jeg samlet, og de gør at jeg kan huske lige netop den følelse og den situation. Denne lille øvelse har gjort at jeg sætter pris på de små ting, og nyder dem. I stedet for udelukkende at tænke på fremtiden, husker jeg at sætte pris på de mange oplevelser og erfaringer jeg får.

Her er de 30 billeder jeg tog (tryk på det, og det åbner i et nyt vindue hvor der i bunden også vil være lidt tekst til billederne):

Så hvad er konklusionen?

Konklusionen er ganske kort:

  1. Der er mange fordele ved at være positiv, glad og lykkelig. Det kan betale sig at arbejde med at blive lykkeligere.
  2. Du afgør selv om du vil være lykkelig. Baser ikke din fremtidige lykke på om du vinder på en Lottokupon (det gør du ikke), men tag sagen i egen hånd og gør noget for at blive mere positiv.
  3. Ved at arbejde med at klage mindre og glæde sig over de små ting, så kan man faktisk ændre sin indstilling til tingene. Gør man det konsekvent og længe nok, så får man succes.

DU kan blive lykkelig, gladere og mere konstruktiv. Det kræver ikke et nyt job, et varmere land, en større bil eller andet. Det kræver at du beslutter dig for at ændre din indstilling. Start hellere i dag end i morgen.

Find mere information

Som nævnt i indledningen har jeg researchet omkring lykke i en periode, og jeg er stødt på mange spændende ting. Hvis du selv vil grave lidt videre, så vil jeg anbefale dig at se dokumentarfilmen Happy (som faktisk blev finansieret via Kickstarter). Derudover har der været en masse talere til TED, som snakker om lykke. Videoerne om emnet er samlet lige her. Af bøger kan jeg blandt andet anbefale følgende:

Er du til tørre, videnskabelige undersøgelser kan du blandt andet læse denne om sammenhængen mellem helbred og lykke. Er du derimod til det lidt mere kreative, så tjek Martina Scott ud, som har lavet nogle flotte tegninger omkring begrebet lykke.

 

Kort om manden bag

Nikolaj Astrup Madsen
Tak fordi du læser med! Jeg er en ung iværksætter, løber og selvudnævnt forfatter. Her på siden skriver om jeg mine erfaringer og oplevelser på vej mod mine mål som iværksætter og i livet. Jeg er interesseret i hvordan mennesker bliver gladere og får mere ud af livet. Jeg har skrevet bogen BEDRE og driver til daglig rejseprojektet Refuga.

KOMMENTARER

  • Har du læst Shawn Achors “Happiness Advantage”? Den kan jeg helt klart anbefale!

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Hej Andreas,
      Nej, det har jeg ikke. Jeg har lige læst om den på Amazon og den ser spændende ud, tror jeg tilføjer den til to-do listen 🙂 Tak for tippet, sætter pris på det!

  • Herligt indlæg. Jeg har selv været igennem samme rejse for år tilbage og fået erkendelsen af hvor meget man kan flytte sig selv ved at anskue verdenen fra et andet perspektiv. Jeg har lært at stille nogle andre sprøgsmål og dermed få nogle bedre og mere konstruktive svar.

    Mine oplevelser af elendighed og krig under mine udsendelser til Irak og Afghanistan, har også været en del af den rejse; gjort mig opmærksom på en masse små ting i min tilværelse, som jeg før tog for givet, men nu kan glæde mig over.

    Måske ideen med armbåndet skal være næste udfordring. Tak for inspirationen.

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Hej Søren,
      Tak for at læse med og for din kommentar, det er værdsat! Jeg har hørt fra andre, der har været i krig at det kan give et helt andet syn på mange ting og specielt små hverdagsting. Kan du forklare hvad du mener med at stille nogle anderledes spørgsmål?

      Armbåndet har – for mig – en svær opgave, men jeg kan kun anbefale andre at prøve det af og blive ved, til man når de 21 dage. Det gjorde en forskel for mig.

      • Jeg fik mig selv flyttet fra at finde og lede efter fejl til at lede efter succes. Fra fokus på det negative til fokus på det positive. Et eksempel fra orienteringsløb: Tidligere ville mine spørgsmål have fokuseret på det negative “hvorfor løb jeg skævt til post 8”, “hvorfor mistede jeg farten på sidste 1/4 af banen”… osv. Det gav altid evalueringerne en negativ klang – uanset hvor godt løbet ellers måtte have været.

        Ved at ændre det til at starte med “hvorfor lykkedes indløbet til post 5 så godt”; med fokus på det positive fik jeg en helt anden oplevelse ud af evalueringen. Jeg at forfine de elementer jeg var god til i stedet for konstant at piske mig selv med dem jeg skulle udvikle.
        Og jeg kunne gå fra mine løb med en meget mere positiv oplevelse.

        • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

          Tak for uddybningen. Det lyder simpelt, men det ved jeg det ikke er 🙂

  • Nicolai

    SUPER NICE TANKER GODE REFLEKTIONER:)

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Tak Nicolai, og tak for at læse med!

  • Det er altid spændende at følge med i din atypiske blog, Nikolaj 🙂

    Og hvis du ikke har set denne TED Talk, så gør dig forberedt på at en rigtig, rigtig god Talk om “The surprising science of happiness” http://www.ted.com/talks/dan_gilbert_asks_why_are_we_happy.html!

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Hej Frederik,
      Tak fordi du læser med!
      Jeg er stødt på videoen før, men vil på din opfordring se den igen i dag. TED har meget guld om happiness.

  • Fandt selv inspiration i Happier af Tal Ben-Shahar – han underviser på Harvard og fik stor succes med sit kursus om Happier. http://www.amazon.de/gp/product/0071492399/ref=oh_details_o01_s00_i00

  • Der kan også være en anden fordel ved at være positiv og vise det! Så er andre også positive!

    Faldt lige over den her: http://www.bakadesuyo.com/2012/06/is-it-true-that-when-you-smile-the-whole-worl/

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Hej Jens,
      Tak for dine kommentarer, og for at læse med. Jeg vil kigge nærmere på Tal Ben-Shahar, ham kender jeg ikke.

      Angående det at vise at man er positiv er der lavet en del sjove undersøgelser. Fx blev der lavet en kæmpe undersøgelse om Facebookprofiler, hvor det viste sig at folk som smiler oftere på deres billeder også er forbundet med flere personer som smiler. Derudover fandt man også ud af at de positive havde flere rigtige venner (altså i virkeligheden, ikke bare Facebookvenner). Og rigtige venskaber har en stor betydning for lykke, ift. fx økonomi – Så det kan virkelig betale sig at smile og vise at man er positiv.

      Det sjove ved at smile og vise at man er positiv, er at det altid gør modtageren rigere, uden at gøre giveren fattigere.

  • Endnu et rigtig godt indlæg. Faktisk en super idé med at tage de 30 fotos. Som du nævner har vi ofte en travl hverdag og nogle gange glemmer vi at sætte pris på både de små og store ting der sker for os. Hvis man får dem printet ud kan de jo hænges op et sted, hvor man ofte kommer til at kigge på dem…

    Bedste hilsner
    Kenneth

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Hej Kenneth,

      Det er en super simpel ting, og jeg ved at man vil mene at den er letkøbt. Men nogle gange virker simple ting. Det virkede for mig, og gjorde at jeg for alle 30 dage kunne huske situationen, stemningen, nogle gange dufte osv. Små, uplanlagte oplevelser er ofte dem man husker.

      Jeg har faktisk fortsat eksperimentet og satser nu på at tage et billede hver dag i et helt år. Det tror jeg kunne blive til et sjovt fotoalbum 🙂

      Tak fordi du læser med.

  • Den Nicolaj jeg mødte på WorkAway i Barcelona var meget positiv og smittende i glæde og livssyn:-)
    Så du er 100% på rette vej…

    Michael Iversen

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Hej Michael,
      Det er jeg glad for at høre – Men det er sku også svært at være andet end i godt humør med det selskab og de omgivelser vi havde til WorkAway 🙂

  • Det er lidt “sjovt” eller ihvertfald tankevækkende – du beskriver, nøjatigt hvad jeg har gjort i flere år nu, og stadig gør. Jeg siger ikke, at jeg er perfekt og ikke har dårlige dage, for det har jeg. Men langt, langt færre end førhen og det er sandt, man kan øve sig på det og man bliver bedre, og alting kan vendes positivt.

    Har jeg så slet ikke noget, jeg gerne vil ændre. Masser og det prøver jeg på, så godt jeg kan, selvom jeg ikke har de mest optimale betingelser, så prøver jeg at få det bedste ud af det og være positiv.

    Det er også interessant, at du nævner fotografierne som hjælp i fokus på det positive og huske oplevelser. Måske det er derfor jeg ELSKER at fotografere. Når jeg ser et af mine mange tusind fotos, kan jeg som regel genkalde mig nøjatigt, hvad jeg følte da jeg tog det.

    Jeg vil følge med her, for ny inspiration skader aldrig og du er selvfølgelig også velkommen ovre hos mig.

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Hej Deborah,
      Tusind tak fordi du læser med og ikke mindst din kommentar.
      Dejligt at høre at du har gjort dig nogle af de samme tanker. Min tanke er at ingen kan være 100% lykkelig og glad, og der skal selvfølgelig være plads til sort, at være sur osv. Altsammen former os, men du har helt ret – Man kan arbejde med hvor glad man er – Og jeg kan ikke se hvorfor man ikke skulle.
      Tak igen fordi du læser med!

  • Rigtigt spændende blogindlæg og projekt Nikolaj.

    Har du læst “7 Gode Vaner”? Hvis ikke, skal du sætte den på ønskesedlen til jul. Jeg har efterhånden læst mange forskellige bøger, men denne er stadig min klare favorit. Derudover passer den perfekt i sammenhængen til dit lykke-projekt 🙂

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Hej Mogens,
      Tak fordi du læser med. Jeg har faktisk aldrig læst 7 Gode Vaner fra ende til anden, men det vil jeg gøre på din opfordring – tak for den!

  • […] du problemer med at komme i gang med det, kan du måske finde lidt inspiration i bloggen Positive tanker – sådan blev jeg gladere  af Nikolaj Astrup Madsen. Dette indlæg blev udgivet i Blog af jbal. Bogmærk […]

  • […] du problemer med at komme i gang med det, kan du måske finde lidt inspiration i bloggen Positive tanker – sådan blev jeg gladere  af Nikolaj Astrup Madsen. var hupso_services_t=new Array("Twitter","Facebook","Google […]

  • Tak for et godt indlæg. Kender du Tony Robbins? Han mener, at grunden til vi bliver ulykkelige er, når vores blueprint, altså den historie vi tror på, er den ideelle ikke matcher vores virkelighed. Er du overvægtig og tror at slanke mennesker er mest værd, har mere succes, lykkes bedre, så er det meget vanskeligt for dig at blive lykkeligere. Du har så to valg: enten kan du ændre noget, som gør, at du begynder at matche din historie (tabe dig, motionere) eller hvis du indser, at det er for svært, så kan du ændre din historie.
    Han siger også, at de mennesker der er mest glade føler, at de udvikler sig (progress).
    Se evt. denne video:
    http://www.youtube.com/watch?v=pc4rWleclXs

    Og så er der denne om, hvordan vores kropssprog kan ændre vores humør og mentale state:
    http://www.ted.com/talks/amy_cuddy_your_body_language_shapes_who_you_are.html

  • […] du problemer med at komme i gang med det, kan du måske finde lidt inspiration i bloggen Positive tanker – sådan blev jeg gladere  af Nikolaj Astrup […]

  • […] Billedet er fra dag jeg lavede en lignende udfordring, hvor jeg ikke måtte klage i 21 dage. Læs mere om det her. […]

  • Jeg er klar til at starte idag efter at have læst denne blog. Jeg søgte på “bliv bedre til positive tanker” da jeg synes jeg fylder mit hoved med konstante unødige bekymringer, tager sorgerne på forskud, bliver usikker, ja jaloux og meget andet. er egentlig lidt træt af negative tanker, og ikke mindst at være usikker på mig selv! Har jo i bund og grund et godt liv med en dejlig kæreste. Og selvom alle andre ser mig som en stærk person er jeg i virkelighed en person med et lavt selvværd. Jeg viser det bare ikke. Jeg håber at dette kan hjælpe mig til at synes godt om mig selv og ikke mindst være gladere! Armbåndsudfordringen starter imorgen og jeg er SÅ klar! glæder mig allerede. Så tak for inspirationen.

  • Jens Bergstrøm

    Hej Nikolaj, super god siden du har her.
    Jeg søger værktøjer til at blive mere lykkelig og glad.
    Jeg er faldet ned i et hul af negative tanker der stort set har ødelagt mit liv. Min kone er flyttet fra mig og jeg sidder nu tilbage med en depression.
    Jeg vil rigtig gerne have hende tilbage, men det kan ikke ske før jeg bliver glad for mig selv.
    Derfor ville jeg høre hvad du ville anbefale mig at starte med. Det skal lige siges at jeg går til psykolog for at få hjælp.
    Jeg håber du har nogle gode start opgave jeg kan komme igang med.
    Mvh.
    Jens

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Relateret indhold

Få bogen BEDRE gratis...

Nikolajs projekter er nævnt i

JP DR Trendsonline Femina Computer world Tv2 Fri