Online hacks, tricks og ideer til iværksætteren

Nikolaj Astrup Madsen 21. February, 2013 3 kommentarer

Jeg elsker at arbejde med internettet, og bruger mange timer foran skærmen i forbindelse med mit arbejde, hver eneste dag. Det fantastiske ved nettet er, at der hele tiden kommer nye, kreative løsninger og måder at gøre tingene på. I det her blogindlæg har jeg samlet nogle få af de tips, som jeg synes er sjove, kreative og som virkelig giver nogle resultater.

Disse ideer kan bruges af alle, men jeg har taget udgangspunkt i tre udfordringer som er aktuelle for iværksætteren: At skulle finde et navn, at ville annoncere billigt og at ville få noget god omtale. Der er tre hovedafsnit i dette blogindlæg. Hvert afsnit indeholder nogle helt konkrete tricks og metoder. Hvis du ikke kan overføre dem direkte, håber jeg de kan inspirere dig til at grave dybere i muligheder derude.

Den kreative måde at finde det perfekte navn på

Det kan ofte være svært at finde et navn til ens firma, projekt eller website, og hvis ideen ikke kommer til dig ud af det blå, kan du bruge denne fremgangsmåde:

  1. Lav en brainstorm hvor du skriver alle relevante ord ned. Herefter skærer du de dårligste fra, så du har en liste med kun de bedste ord.
  2. Brug software til at genere ideer. Fx kan Namestation sætte ord sammen på forskellige måder og bøje dem. Casper Schneidereit har også lavet en simpel service til danske domæner, hvor du kan sætte ord ind, som så kombineres med hinanden. Kig alle resultaterne igennem og skriv de bedste ned.

Du har nu en shortlist med forskellige navne. Det er dog godt at få andre personers holdninger, for ofte bliver man lidt blind på det selv. Det der er vigtigt er fx hvad folk associerer navnet med og om det er nemt at huske / skrive. Det kan man nemt overse selv, fordi man kender konceptet og ideen bag. Spørg altid på sociale medier. Folk er meget generøse med feedback, og du kan kun blive klogere.

Hvis dit navn er engelsk, så kan du bruge dette lille trick til at finde ud af hvilket navn på din shortlist, som huskes bedst:

Mturk.com er en service fra Amazon, som er ret genial. Her kan du få feedback fra hundredevis af mennesker. Kort fortalt går konceptet ud på at man tilbyder mange personer at løse en lille, simpel opgave for et lille beløb. En sjov lille fremgangsmåde til at finde ud af hvilke af dine forslag der er nemmest at huske, er ved at lave en tre-trins proces arbejdstagerne på Mturk skal igennem.

Mturk

Du skriver på Mturk at du skal bruge hjælp til at finde et godt navn. Man skal igennem en proces, hvor man ser nogle navne og når man har været igennem de tre trin kommer man tilbage til Mturk. Her skal man i et felt skrive de navne ned man kan huske, i den rækkefølge man husker dem. Jeg har selv lavet denne tre-trinsproces, som du KAN SE HER. Da folk vendte tilbage til Mturk og skrev hvad de bedst kunne huske, var det tydeligt at ShopDiagnosis var den som folk hyppigst skrev. Konceptet (som jeg dog lavede på dansk) kom til at hedde ShopDiagnose.dk

Effektiv annoncering på Facebook

Facebook giver dig nogle gode måder at markedsføre dig på. Her er to forskellige måder, hvor du kan gøre det endnu mere effektivt. Begge kræver at du redigerer annoncerne via Facebook Power Editor, som er en applikation til browseren Google Chrome (altså, det fungerer kun i Chrome).

Vis kun annoncer i news feed

Annoncerne i højre side ved folk godt er annoncer. Det der derimod står i deres news feed er lidt mere kamufleret, og jeg får altid det bedst resultater med kun at køre i annoncer i news feed. For kun at vise annoncer her, skal du bruge Power Editor, trykke på din annonce og så vælge ‘Placement’, og herefter ‘News Feed only’.

Hacks til iværksætteren

Vis kun annoncer til personer der kender dig
Det her trick (som jeg har fået af Morten Vadskær), virker bedst hvis du fx har en stor nyhedsbrevsliste eller hvis du har en webshop, hvor der har været en masse kunder før. Hvis du har en liste over mailadresser, kan du importere dem i Facebook Power Editor, så kun de får vist annoncer. Forestil dig en webshop, som har haft 10.000 kunder tidligere, der trækker en liste med alle mailadresser ud af deres system og bruger på Facebook. Hvilke annoncer tror du fungerer bedst, de her målrettede annoncer til folk som allerede kender dig, og har handlet hos dig før, eller dem hvor du bare skyder med spredehagl målrettet alt og alle?
I Facebook Power Editor skal du lave et custom audience og så importere mailadresser i en .txt fil.
Facebook Power Editor
Vis kun annoncer til personer der kender dig part 2. 
Når man starter et projekt vil man jo gerne fortælle hele verden om det, men det er måske lige voldsomt nok at sende dem alle en mail og fortælle om det. En anden måde er at eksportere alle mailadresser fra dit mailprogram, og bruge til et custom audience i Facebook Power Editor. Så viser du kun annoncer til folk der kender dig, og du kan målrette den dem. Du kunne fx lade billedet være af dig selv og teksten i annoncen kunne være “Se Nikolaj Astrup Madsens nye projekt her”.
Jeg bruger Gmail, og der eksporterer du nemt alle de mailadresser du har kontakt til således her: Vælg kontaktpersoner i øverste venstre hjørne (drop down menu), tryk på ‘Mere’ i topmenuen, og så eksporter. Det ser sådan her ud:
Gmail eksporter
Få omtale på blogs

At få omtale på blogs kan være rigtig værdifuldt, men det er min opfattelse at mange ikke kommer i gang med det, og at en del griber det forkert an. Her er hvordan jeg anbefaler at angribe det, hvis man vil være proaktiv omkring det:

Grundregler for at få omtale på blogs

Der er nogle få grundregler, som jeg synes mange overser. Det er min erfaring at følgende fungerer bedst:

  1. Skriv personlige, unikke mails til bloggerne. De får mange tilbud, og standardmails bliver ofte ikke besvaret. Det handler ikke om at få så mange blogs som muligt til at omtale dig, men de rette. Så find de rette, og gør dig umage.
  2. Ingen gør noget gratis. Du bliver nødt til at tilbyde bloggerne noget, enten at betale dem for at skrive om dig, men mest optimalt er det at sende dem dit produkt.
  3. Hold styr på alle de blogs du finder, dem der har kontaktet dig og dem du har samarbejdet med. Hav styr på dem i en Exceldokument, hvor du har kontaktinformationer, link til deres blog, Facebookside og eventuelt andre kanaler. Tænk på hele tiden at udbygge listen.
  4. For at finde ud af en blog er relevant at samarbejde med, altså om den kan give dig nok værdi, så kig på følgende ting: PageRank (giver dig en idé hvor meget værdi Google smider i – Du bør dog ikke kun basere beslutningen på dette tal), hvor mange kommentarer de får (og tjek lige om det ikke er spamkommentarer) og hvornår første indlæg og seneste indlæg er lavet, samt om det har været kontinuerligt med posts i mellem (blogs skal helst være opdaterede, men også have noget historie).

Sådan finder du relevante blogs

Der er forskellige måder at finde blogs på. Jeg bruger følgende:

  1. Søg på relevante ord i Google og vælg ‘Blogs’ under ‘Mere’.Blogs
  2. Desværre giver #1 ikke altid de bedste resultater, så en anden metode er at søge direkte efter WordPress blogs. Brug nedenstående metode, hvor du erstatter ‘iværksætteri’ med det et relevant ord for dig, og .dk med fx .com hvis du også søger internationalt.Iværksætteri Google

Større chance for respons

Hvis du har fundet en relevant blog, som du vurderer til at være rigtig interessant at samarbejde med, så kan du bruge dette simple trick til at få kontakt til personen bag. Søg på personens fulde navn på Facebook og LinkedIn og se om I har nogle fælles kontakter. Måske kan en af disse kontakter, hjælpe dig med at få kontakt til personen bag. Det hjælper ofte at en tredje part anbefaler det, fremfor at man bare selv skriver. De gange jeg har forsøgt det, har jeg haft en større responserate.

Bloggere

Her har jeg gjort det med en journalist. Ofte er det selvfølgelig sværere at få hul igennem til en journalist, og det kan også sagtens anbefale at bruge fremgangsmåden der.

Jeg håber disse simple tips kan fungere som inspiration til at finde på kreative løsninger.
Hvis du kender til andre ninja-tricks, så del endelig med os andre i kommentarerne.

Kort om manden bag

Nikolaj Astrup Madsen
Tak fordi du læser med! Jeg er en ung iværksætter, løber og selvudnævnt forfatter. Her på siden skriver om jeg mine erfaringer og oplevelser på vej mod mine mål som iværksætter og i livet. Jeg er interesseret i hvordan mennesker bliver gladere og får mere ud af livet. Jeg har skrevet bogen BEDRE og driver til daglig rejseprojektet Refuga.

KOMMENTARER

  • Hej Nikolaj, Super godt indlæg igen igen. Dog fik du vist sendt mailen ud en dag for tidligt – igen 😉 Masser af gode guldkorn, som du også sagtens kunne have fordelt over flere indlæg… Jeg er selv i syv sind ifbm. domænevalg til en ny netværksgruppe, så jeg vil da helt sikkert prøve Mturk. Har domænerne MiamiInternationals.com og Miamii.com. Hvordan ville du bære dig ad på Mturk – giver det mening kun at fremlægge to navne/domæner, eller bør jeg komme med nogle flere? Gruppens navn ligger fast – “Miami Internationals”, men jeg er stadig i tvivl om hvilket domæne, jeg bør benytte til hjemmesiden. Kan jeg evt. få dit skud fra hoften? 🙂 Endnu een gang, tak for de mange guldkorn.

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Der må simpelthen være et plugin, hvor man lige skal godkende inden den mail ryger afsted 😀

      På Mturk, så tænker jeg at du skal komme med nogle flere forslag evt. bare for at forvirre lidt. Man kan sagtens huske to navne i hovedet, men bliver man præsenteret for 7-8 stykker er det noget andet.

      Selv synes jeg miamii.com lyder godt 🙂

      Held og lykke med navnet!

  • Hej Nikolaj.
    Superfedt indlæg!
    Det er altid skønt med ninja-tips.
    Jeg skal have testet dit tip med ads i news feeded.
    Men så vidt jeg kan se, virker det kun, når annoncen henviser til en Facebook-side. Man kan derfor ikke have annoncer der linker direkte til en hjemmeside. Eller tager jeg fejl?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Relateret indhold

Få bogen BEDRE gratis...

Nikolajs projekter er nævnt i

JP DR Trendsonline Femina Computer world Tv2 Fri