Nr. 26 til Beijing International Triathlon 2012

Nikolaj Astrup Madsen 18. September, 2012 1 kommentar

I søndags kørte jeg min første triathlon i Kina, Beijing International Triathlon. Distancen var den Olympiske (1,5 km svømning, 40 km cykling og 10 km løb). Resultatet blev en overordnet 26. plads, en 7. plads af alle age groupere og en 2. plads i min aldersgruppe.

Da jeg oprindeligt have trænet til en Ironman (Challenge Barcelona, 30/9 – 2012, som jeg måtte droppe da min cykel strandede i København = ingen cykeltræning i 14-18 dage), var mine forventninger til stævnet ikke specielt store. Jeg har aldrig kørt distancen før, så min plan var bare at have det sjovt. Og det lykkedes.

Beijing International Triathlon

Selvom stævnet er i Beijing, ligger det ca. en times kørsel fra byen. Eller det vil sige 2 timer, med mindre man kører før alle andre er stået op. Så min kæreste og jeg stod op lørdag 4.45, cyklede 15 km igennem Beijing, for at mødes med Matthew, min amerikanske ven, og en kinesisk chauffør. Matthew havde booket et sted til os at bo, som lige lige ved det officielle hotel, som var udsolgt.

Arrangørerne havde 100.000 USD i præmiepenge (kun til professionelle), et super godt setup og over 1.000 vagter, politimænd og frivillige. Altsammen fuldstændig vanvittigt, når 275 mennesker var med til stævnet.

Der var fløjet stjerner ind som Chris Mccormack, Matty Reed og Bevan Docherty. Jeg glædede mig til oplevelsen af at deltage i samme stævne som dem.

Beijing International Triathlon

Stævnet startede allerede 7.30, så vi var igen oppe ved 4.45. Stævnets udgangspunkt var Qing Long Lake Park, en flot park med en stor sø og udsigt til bjergene. Svømningen var en enkelt runde, hvor man startede på en platform man sprang fra (faktisk den samme som blev brugt under OL i Beijing 2008). Min svømning var noget langsom i forhold til Challenge Roth i sommers, men jeg følte at jeg gav den alt jeg havde. Jeg har i hvert fald aldrig haft så ømme arme.

Efter svømning ventede en 600 meter løbetur op til skiftezonen. Her var det et krav at man havde et par ekstra løbesko. Så med adrenalinen kørende og helt våd, skulle jeg forsøge at få par sko på. Det, og så løbeturen i våddragt må have været sjovt… som publikum. De 600 meter inkluderede en bakke og en god trappe. Sjovt!

Cykelturen var fantastisk. Jeg havde kørt noget af ruten inden, så vidste lidt hvad der var i vente. Men med spærrede veje og perfekt vejr, blev det en fantastisk oplevelse. Store, åbne veje med flot natur. En stigning op af et bjerg på 4-5 km, hvor man vender ved et tempel. En nedkørsel igennem en lille kinesisk landsby, hvor man skulle passe på hunde og høns der ikke respekterede at der var triathlonstævne. Arrangørerne havde fortalt at man i ugerne inden stævnet havde samlet herreløse hunde ind(!!!) og at der var udkommanderet ekstra politi til stå ved vejene for at sikre at der ikke kom hunde i vejen(!!!).

Beijing International Triathlon

Cykelturen sluttede igen i parken, hvor løbeturen skulle i gang. Jeg glædede mig til løbeturen, for efter at være kommet til Beijing for snart 4 uger siden har jeg løbet meget – og følt mig godt løbende. Jeg kendte ikke ruten, og havde valgt at smide mit ur og bare give den alt jeg havde. Løbeturen var super flot og alsidig. Små stier i parken, bakker, 2 kæmpe trapper, trails i en skov og langs den flotte sø med udsigt til bjergene. Jeg følte mig godt løbende og følte samtidig også at jeg gav alt jeg havde. En fed oplevelse.

Jeg havde indtryk af at havde været efter et par stykker på svømningen i min aldersgruppe, men hentet nogen på cyklingen, så regnede med at jeg var i top 3. Det eneste vi kunne få ud af en tidstagningsfyr var at jeg var blevet nr. 5., så vi smuttede før præmieoverrækkelsen. Det viste sig så siden da at jeg blev nr. 2, og dermed missede min første mulighed for at komme på et podie. Ambitionerne er dog også til at det ikke er sidste gang jeg får den mulighed.

Beijing International Triathlon

Sammenligning med den bedste

Coach Aleksandar siger at jeg skal stoppe med at sammenligne mig med andre, men jeg gør det alligevel.

Vinderen var Bevan Docherty. Fornyligt blev han nr. 3 til verdensmesterskabet på halv Ironman, han var med til OL både i London og Beijing, og i foråret vandt han en halv Ironman foran vores egen Rasmus Henning. Her er vores tider sammenlignet:

1,5 km svømning
Nikolaj: 25.33
Bevan: 19:33

Første skiftezone (inkl. 600 meter løb)
Nikolaj: 4.59
Bevan: 2.36

40 km cykling
Nikolaj: 1.09.09
Bevan: 58:18

Anden skiftezone
Nikolaj: 1.52
Bevan: 0.18 (Bevan havde den fordel ved at have en speciel pro-skiftezone, som var nærmere ud- og indgange)

10 km løb
Nikolaj: 38.42
Bevan: 33.39

Samlet tid
Nikolaj: 2.20.15
Bevan: 1.54.25

Konklusion

Min konklusion er to-delt:

  1. Jeg er meget tilfreds med min tid, når jeg tager min optakt og ruten i betragtning. Derudover havde jeg en god oplevelse, hvor jeg synes at tingene klappede nogenlunde. I fremtiden skal jeg lære ikke at tage det hele så seriøst, måske performer jeg bedre når jeg er afslappet.
  2. Bevan Docherty er 35 år. Jeg er 26. Giv mig 9 år.

“China National Team” var også med. Det var en gruppe af – hvad der lignede meget unge – piger. De startede 3 minutter før mig, og jeg hentede dem først efter 30 km på cyklen. Se deres setup herunder. Det er altså seriøst nogle benhårde piger. Måske er triathlon ikke stort i Kina nu, men hvis de her piger bliver ved…

Kort om manden bag

Nikolaj Astrup Madsen
Tak fordi du læser med! Jeg er en ung iværksætter, løber og selvudnævnt forfatter. Her på siden skriver om jeg mine erfaringer og oplevelser på vej mod mine mål som iværksætter og i livet. Jeg er interesseret i hvordan mennesker bliver gladere og får mere ud af livet. Jeg har skrevet bogen BEDRE og driver til daglig rejseprojektet Refuga.

KOMMENTARER

  • Nicolai

    Hej Nikolaj

    Rigtigt godt gået i søndags. Og dine reflektioner er hovedet på sømmet. Dit eget forventningspres kan være en begrænsning for din præsentation. Du har det i dig når du går til en event uden frygt for at fejle.

    Du kommer til at nå langt for du har det i dig.

    Nicolai

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Relateret indhold

Få bogen BEDRE gratis...

Nikolajs projekter er nævnt i

JP DR Trendsonline Femina Computer world Tv2 Fri