Gæsteindlæg: Følg din passion
På nettet stødte jeg på en ung fyr, ved navn Steffen Rasmussen. Jeg læste lidt på hans blog, hvor han skrev om hans sport, badminton og hans tanker om resultater, kost, livsstil og relaterede emner. Steffen er kun 20 år, men skarp som en nysleben kniv.
Jeg skrev til Steffen og spurgte om han ville skrive et gæsteindlæg på min blog om et valgfrit emne. Tak til Steffen for at tage sig tid til at skrive indlægget!
Følg din passion
Først og fremmest vil jeg gerne have lov at takke Nikolaj for, at han tog kontakt til mig, så jeg har mulighed for at sprede mine ideer til et ny publikum. Jeg har valgt at skrive inden for nogle af de emner, han skriver om på sin blog, og det er blevet en blanding mellem iværksætteri, livsstil og karriere.
Hvis du tænker på at blive iværksætter, taler jeg for, at du følger dit hjerte. Du skal forsøge at lave det, du elsker. Du skal gerne have følelsen af, at du er villig til at lave du uden at blive betalt. Og hvis du en dag er bliver så rig, at du ikke behøver arbejde mere, bør du være motiveret til at forsætte med at arbejde, fordi du ganske enkelt ikke kan lade være. Jeg ved godt, at det er en kliche, at ”skulle følge sit hjerte”. Jeg har i hvert fald hørt udtrykket rigtig mange gange, men forsæt med at læse for jeg har nogle ideer, som jeg personligt har rigtige gode erfaringer med.

Jeg bliver nødt til at pointere, at dette er desværre kun en ide, jeg forestiller mig vil virke. Jeg har ikke selv bevist, at det vil virke at følge sit hjerte, men når man kigger rundt omkring i verden, er nogen af de mest succesfulde entreprenører dem, som har turdet følge sit hjerte. Jeg går selv 100 % efter det. De to ting jeg bruger mest tid på i min hverdag, er også de to ting jeg elsker mest. Jeg elsker at spille badminton, hvilket jeg gør mere end 20 timer om ugen. Og det andet jeg interesseret mig for er personlig udvikling, hvilket den anden halvdel af min fritid går med. Jeg synes virkelig det er spændende, at arbejde med at forbedre adskillige aspekter af livet, bl.a. sundhed, motivation, glæde, balance i hverdagen osv. I øjeblikket tjener jeg ikke penge på nogen af delene, men jeg bruger min tid på badminton og personlig udvikling, fordi jeg ikke kan lade være.
Jeg håber på et tidspunkt at blive så dygtigt, at jeg kan begynde at tjene penge på badminton og måske kan jeg blive en coach eller lignende, så jeg også kan hjælpe en masse mennesker – også selv om Nikolaj ikke synes så godt om det ord ☺
Hvordan får man startet?
Jeg ved, at der er mange der står i sværere situation end mig. Nogen har børn og et arbejde, der skal passes, og det har jeg fuld forståelse for. Men jeg vil alligevel forsøge at overtale jer til at bruge mere tid på det i elsker. Jeg tror på, at stort set alle, hvis de vel og mærket virkelig beslutter sig for det, kan finde minimum en halv time om dagen til at arbejde med det, de elsker. Du kan muligvis skære ned på den tid du ser fjernsyn eller evt. stå lidt tidligere op i weekenden, og derved bruge den ekstra tid på at læse om, det du elsker, enten i en bog eller på nettet. Efter et år er du måske blevet så opslugt at din interesse, at du kan finde en hel time om dagen til at læse, om det du elsker. Hvis du læser en time om ugen, bliver det ca. til en bog på 300 sider om ugen dvs. 52 bøger på et år. Efter få år vil du vide så meget, om det du elsker, at du er i stand til at starte din egen forretning. Det kan fx være at starte din egen blog lige som Nikolaj og jeg, hvor du tiltrækker andre med samme interesse. Det kan også være du er kvalificeret nok til at få et 8-16 job. Hvem ved hvilke muligheder, der vil ligge foran dig om 5- 10 år? Jeg kan forestille mig en masse muligheder, men jeg har også en god fantasi!
Det kræver selvfølgelig hårdt arbejde, hvis du virkelig vil have succes med det du elsker, men når du laver det, du elsker, vil det ikke føles som hårdt arbejde. Du vil nyde processen, og glæde dig til at få fri fra dit nuværende job, så du kan arbejde med det du virkelig elsker. Sådan har jeg det i hvert fald hver dag, når jeg kommer hjem fra skole. Jeg ved ikke, om jeg kommer til at tjene en masse penge en dag, men det gør heller ikke så meget, fordi jeg nyder det jeg laver.
Hvis du føler dig det mindste inspireret og motiveret til at følge dine drømme, så har jeg noget helt konkret du kan gøre med det samme. Gå ind på facebook, og ”synes godt” om alle de grupper og fansider, som beskæftiger sig med din store interesse. Opret en twitterprofil og begynd at følge så mange som muligt, som deler samme interesse som dig. Gå ind google og søg efter blogs, som beskæftiger sig med din interesse, og føg dem til dine favoritsider eller abonner på dem. På den måde får du fyldt din hverdag med mere af det, du elsker.Den tid du i forvejen bruger på nettet bliver nu effektiv tid, som automatisk skubber dig i den rigtige retning og samtidig bringer mere glæde ind i din hverdag.
Det hele starter med at have modet til at turde gå efter det, og som jeg ser det, har du alt at vinde og intet at tabe! Hvad er det værste, der kan ske? At du bruger en halv til en hel time om dagen på at fordybe dig i det du elsker, og så viser det sig, at du alligevel ikke kan komme til at tjene penge på det? Det ville uden tvivl være acceptabelt for mig.
Steffen Rasmussen har hjemmesiden www.steffenrasmussen.com, hvor han skriver nogle super gode blogindlæg. Du kan også følge ham på Twitter eller Facebook!



hej
Jeg må erklære mig helt enig i indlægget omkring “ Følg din passion “, det gælder netop om at finde lige nøjagtig den “ niche“, DET man brænder allermest for,det behøver i grunden ikke at være noget man kan leve af ( ens hovederhverv) , selvom det også kunne være sjovt, det kan lige såvel blot være en hoppy som man ovenikøbet tjener en lille skilling på ,dette er kun sundt, hvis man så ovenikøbet tager springet og bliver iværksætter, det kan jo være svært økonomisk set og det kan gå både godt og skidt ( hvad de fleste jo nok frygter), men uanset hvad så har man også her lært noget, rig på nye erfaringer og det er absolut værd at tage med, bare se at komme igang.
Med venligst hilsen
Gigi
Hej Gigi,
Tak for din kommentar, og hvor har du dog ret! Den erfaring man tager med når man springer ud i noget nyt og udfordrer sig selv er guld værd, og kan reelt blive til guld senere hen!
Jeg er ikke blevet millionær på de iværksætterforsøg jeg har haft, men jeg har lært utrolig meget og ved nu hvad jeg vil. Jeg er i hvert fald ikke færdig med at springe ud hvor jeg ikke kan bunde.