Airbnb som fast bopæl

Ingen fast adresse: Jeg har Airbnb som fast bopæl

Nikolaj Astrup Madsen 16. January, 2016 22 kommentarer

Jeg lever det meste af året med blot en enkelt rygsæk og rejser rundt i verden, mens jeg kombinerer arbejde og eventyr. Airbnb er blevet min nye permanente boligform, og om 50 år tror jeg, at det er mere normalt end at eje fast ejendom. Lige nu er jeg i Malaysia og om et par dage tager jeg til Sri Lanka. Her min historie:

For et par år siden besluttede min kæreste og jeg os for at forsøge at kombinere arbejde med at rejse. Hun var lige færdig med at studere, og vi lavede en aftale om, at hun i et år skulle forsøge at starte sit eget firma, mens vi rejste rundt. Hvis vi blev trætte af at rejse, og hun ikke kunne lide at have sit eget firma, så kunne vi, efter det år var gået, tage tilbage til Danmark, og hun kunne få et almindeligt corporate job.

Vi besluttede os for at i det år, skulle vi virkelig bare leve og nyde. Det betød, at alt bøvl skulle minimeres. Da vi nogle år tidligere havde boet i Kina, fandt vi lejlighed gennem et bureau, vi betalte depositum og havde en fast kontrakt. I forhold til, at vi kun boede der et år, brugte vi enormt meget tid på alt det praktiske som at købe ting til lejligheden, blive tilmeldt til el, vand, internet etc.

Derfor besluttede vi denne gang kun at bruge Airbnb, hvor alt bøvl virkelig er minimeret. Det er nemt at finde et passende sted på platformen, al betaling foregår igennem dem, lejlighederne har alt du skal bruge (som håndklæder og sengetøj) og slutrengøring er med. Det er genialt til ferier, men praktisk og økonomisk har vi fundet ud af, at det faktisk er endnu bedre som permanent boligform.

Det koster mindre at rejse jorden rundt og bo via Airbnb end at bo i København

I 2015 brugte vi i alt 219 nætter på Airbnb (præcis 60% af året) i Marokko, Chile, Italien, Spanien, Kenya, Belgien og Luxembourg. Vores gennemsnitlige månedlige husleje var 7.900 DKK. Det er ca. 250 DKK mere om måneden, end vi betalte i København, når man regner alle omkostninger med.

I 2015 lavede vi dog den fejl, at vi havde enormt mange korte ophold via Airbnb i Europa. Det er dyrt og kan meget nemt optimeres. Bliver man ca. en måned hvert sted eller mere, så falder prisen virkelig. Har et Airbnb opslag en månedspris, så er de som regel meget interesserede i at leje ud i længere tid, og man kan nemt forhandle med dem.

Mit mål i 2016 er, at vi ca. bruger 80% af året i Airbnb lejligheder (resten ved familie og venner når vi fx er på ferie i DK) og har en samlet husleje på omkring 80-85% af vores omkostninger i Danmark. Blot ved ikke at booke korte ophold kan vi opnå det, men samtidig rejser vi år meget i Asien og Afrika, som selvfølgelig er billigere end Europa.

Jeg har prøvet at sammenligne to 6-måneders perioder i min netbank (en fra DK og en fra når vi har været på farten), og den viste, at vi brugte ca. 90% af hvad vi brugte i Danmark samlet set. Altså bruger vi simpelthen færre penge, selvom vi går mere ud at spise og flyver meget mere end vi før gjorde på et normalt år.

Når folk spørger mig, hvordan vi kan have råd til rejse på den her måde, så fortæller jeg dem de her tal og spørger, hvordan de kan have råd til at blive i Danmark.

Det er billigere at rejse jorden rundt og bo via Airbnb end at blive boende i København. Klik for at tweete.

Kun en rygsæk: Intet hjem, ingen ting

En af de helt store fordele ved at leve på den her måde er, at ting simpelthen får mindre værdi. Hvis du ikke har noget sted at placere ting, så køber du ikke alt muligt. Man fokuserer på de få ting, man reelt har brug for, fordi man ikke gider slæbe en masse med videre.

Det sparer man selvfølgelig penge ved, det er godt for miljøet (jeg hader IKEA-kulturen med at smide ud og købe noget nyt), og så tror jeg virkelig på, at det giver et bedre liv. Livet handler om at lære, om oplevelser og om relationer med andre mennesker. Det er de fleste enige i, men alligevel bruger vi vanvittigt mange ressourcer på meningsløst forbrug. Den her livsstil tvinger dig til at give slip på ting, og resultatet er et bedre liv.

Vi ejer stadig en lejlighed i København, som er fremlejet. I vores kælderrum har vi opbevaret nogle af vores ting. Det sjove er, at vi simpelthen ikke kan huske, hvad vi har i det rum. Vi savner intet derfra og har alt vi skal bruge med os.

Jeg rejser med en enkelt rygsæk det meste af året, og min kæreste har en enkelt rygsæk og en enkelt kuffert. Her er, hvad jeg har med til de næste 4 måneders rejse:

Airbnb som fast bopæl

Et par løbesko, en skjorte, en stor rygsæk, 7 par boxershorts, et GoPro kamera med 2 batterier, en løberygsæk, en bog (som jeg gav væk da jeg var færdig), et par Bose høretelefoner, et par uldsokker, et par løbeshorts, en løbe t-shirt, en tyk trøje, 3 par sokker, en Mac, 4-shirts, en pandelygte til nattehike, et par lange bukser, to par shorts og selvfølgelig et pas.

Hvordan føler man sig hjemme, hvis man ikke har et hjem?

En ting er selvfølgelig økonomi og praktiske ting, en anden er om man føler sig godt tilpas, har hjemve og føler sig hjemme de steder man er.

Der er sket det over de sidste par år, at jeg er begyndt mere og mere, at føle mig hjemme næsten uanset hvor jeg er. Jeg har personligt ramt et tipping point, hvor jeg føler mig mere tryg og hjemme ved at skulle videre til et nyt sted end tanken om at skulle bo permanent i Danmark.

Den største grund her til er helt klart at jeg rejser med min kæreste. Når vi bare er sammen, så føler vi os hjemme. På den måde har det at rejse virkelig styrket vores forhold. Vi er ikke bare et par, men virkelig et team nu, og det er måske det absolut mest positive. Jeg kunne på ingen måde leve på den her måde alene.

Samtidig så vælger vi næsten altid at bo hos lokale ved at leje et værelse. Det er virkelig med til, at man føler sig hjemme fra dag 1, når man lander et nyt sted, fordi man fra start kender nogen, bliver introduceret til steder man skal se, spise og andre mennesker.

Airbnb som fast bopæl

Da det her blogindlæg blev skrevet boede vi i Kuala Lumpur i Malaysia, hvor vores Airbnb vært, Andrew på billedet her, straks har taget os med ud på lokale restauranter og introduceret os til flere af hans venner. Vi lejer næsten altid værelser fordi det er en super måde hurtigt at blive introduceret til et nyt sted. Det her var desuden det bedste vegetar måltid jeg nogensinde har fået (og det kostede 12 kr.).

Der er noget galt med vores eksisterende boligform: nomadetilværelsen kan være den mest almindelige om 50 år

Med flere og flere freelancere og flere og flere virksomheder som ikke har faste kontorer, men hyrer folk rundt omkring i verden, så bliver det muligt for flere og flere at leve sådan her. Samtidig er det en naturlig udvikling, hvis man fx ser på Maslow’s behovspyramide, at når man har alt (mad, sikkerhed, hus, godt job, prestige), så søger man videre til næste niveau og der tror jeg, at frihed og oplevelser tager førstepladsen for mange.

Samtidig er der noget fundamentalt galt med den måde, vi bor på nu. Vi gældsætter os hele livet for at have et hjem og fylder det med en masse ting, vi ikke skal bruge. Min definition af et hjem er et sted, hvor man kan lade op, slappe af og føle sig godt tilpas. Hvordan skal man kunne gøre det, hvis man sidder fast i gæld og skal bruge de fleste af ens ressourcer i ens bedste år i livet på at betale et stort lån af?

Ejendomsmarkedet og vores ekstreme forbrug er nogle af de absolut største grunde til  den økonomiske krise, vi netop har været igennem og de store udfordringer vi har med miljøet.

Samtidig er klodens velstand utrolig ujævnt fordelt. Der er næsten en milliard mennesker som ikke har nok mad og næsten 3 milliarder mennesker som lever for under 2 dollars om dagen, alt imens nogle få mennesker er ulækkert rige.

Turisme, verdens største industri, er en af de absolut bedste måder at omfordele penge på og ikke mindst gøre os klogere på hinanden. Jeg tror virkelig på at rejse kan ændre verden, fordi vi både omfordeler penge, og fordi vi får indblik i andre kulturer. Jo større forståelse vi har for hinanden, jo bedre en verden bør vi have. Dog skaber masseturisme store problemer og kan i mange tilfælde skade mere end det gavner.

Der må simpelthen være et bedre alternativ, og her tror jeg en nomadetilværelse vil være et rigtig godt alternativ for mange mennesker og ikke mindst for vores verden. Hvis flere mennesker levede som nomader, tror jeg, vi ville have færre som sad fast i håbløs ejendomsgæld, vi ville passe bedre på miljøet, og vi ville omfordele klodens ressourcer mere ligeligt. Samtidig tror jeg, at vi overordnet vil være lykkeligere.

Er det ikke kun for unge, vestlige der endnu ikke har børn?

Jeg hører og læser rigtig ofte det her med, at den her livsstil kun er for unge, vestlige der endnu ikke har børn. Og indrømmet, jeg er i den kategori, og jeg kan ikke forestille mig, hvor svært det er med fx et barn. Samtidig er jeg jo en af jordens mest heldige mennesker, fordi jeg er født i Danmark og derfor ekstremt priviligeret. En i Kenya ville have meget vanskeligt ved at leve sådan her, blot fordi de er født hvor de er.

Så jo, jeg indrømmer at på nuværende tidspunkt så er trenden båret af unge fra vesten der tager arbejde fra vesten og bor billigere andre steder i verden. Men jeg har mødt mange med børn rejse rundt, som vi gør, og med platforme som Airbnb der gør det nemt at finde steder at bo og trends som hjemmeskoling der vokser, så kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skulle blive mere normalt i fremtiden.

Nej, en kenyaner vil have svært ved at leve sådan her nu. Men hvis vi i Vesten gør det, kan det være med til at omfordele vores ressourcer i verden og dermed skabe bedre betingelser for mennesker i fx Kenya.

Jeg håber og tror, at denne tendens vil blive ved med at vokse, og jeg håber virkelig, at det sprænger helt i luften, og at vi på et tidspunkt har en verden, hvor flere ser hele verden som deres hjem. Vi bliver bedre mennesker af det, vi får færre fattige af det, vi vil behandle vores miljø bedre, og vi vil ikke mindst være klogere på hinanden. Det er i hvert fald bare min teori 🙂

Kort om manden bag

Nikolaj Astrup Madsen
Tak fordi du læser med! Jeg er en ung iværksætter, løber og selvudnævnt forfatter. Her på siden skriver om jeg mine erfaringer og oplevelser på vej mod mine mål som iværksætter og i livet. Jeg er interesseret i hvordan mennesker bliver gladere og får mere ud af livet. Jeg har skrevet bogen BEDRE og driver til daglig rejseprojektet Refuga.

KOMMENTARER

  • Super godt skrevet, Nikolaj.
    Jeg kan godt lide dit opgør mod materialisme og “brug-og-smid-væk” kulturen, som vinder terræn i mange vestlige lande, ikke mindst Danmark.
    Jeg er selv “fanget” i det mange betegner, som et sikkert liv. Jeg har en kæreste, 2 spædbørn, et nyt hus, ny bil og fast job. Der er mange faste udgifter og “ekstra sikkerhed”, som forlanges af bank mv. når man har en stor gæld. Denne sikkerhed for sikkerheden koster også ekstra, så jeg må knokle for at få råd til det hele.
    Jeg prioriterer mine børn, og kan pga. lange vagter have flere dage i streg sammen med dem. Havde vi ikke haft børn, så havde jeg 100 % sikkert gjort som dig og mange andre.
    Måske forholdene er bedre om 5 år for os med børn. For jer uden børn: se at komme afsted!

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Rigtig god pointe. Du har et helt andet liv og det er simpelthen bare mere kompleks med børn. Jeg glæder mig selv helt vildt til at få børn og noget som er vigtigere end en selv og det skal livet også indrettes efter.

      Med den virksomhed du driver, så bør det i hvert fald være muligt på sigt, når de er lidt større – og hvis I altså har lyst 🙂

  • Thomas Nielsen-Nielsen

    Meget inspirerende læsning. I et land, hvor de fleste menneskers drøm og mål, er installationen af et nyt elementkøkken og en (to for de særligt priviligerede) charterferie hver sommer, håber jeg, at din historie kommer vidt omkring. Alt for mange danskere definerer sig selv ud fra deres job og deres ejendele, hvilket er helt enormt indskrænket.
    Jeg har i lang tid drømt om at gøre noget lignende, det som du gør, men jeg har altid manglet modet til at tage det afgørende skridt og fjerne sikkerhedsnettet. Måske er tiden inde nu…

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Hej Thomas,
      Tusinde tak for at læse med og din kommentar. Jeg er fuldstændig enig med dig. Jeg håber du kommer afsted!

  • Respekt for det! Det lyder utroligt givende og udviklende.

    Jeg kan tvivle på, om det vil slå an i en grad, som du nævner dog. Nogle skal jo eje de steder, hvor nomaderne bor – og med mindre disse ejere køber alt kontant, vil der stadig skulle betales kreditforeningslån 🙂

    Fantastisk spændende at følge! Selv har jeg slået rod i mit hus, og min base her betyder meget for mig. Jeg har alle forudsætninger for at kunne leve som nomade sammen med min hustru, men jeg har ganske enkelt ikke lyst til det. Jeg tror, man skal have det i sig.

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Hej Thomas,
      Vi diskuterede det jo lige kort på Facebook, men jeg synes at det sidste du skriver er super rigtigt. I bund og grund handler det jo bare om at leve det liv man har lyst og det ændrer sig. Lige nu er det her måden som er bedst for os, på et andet tidspunkt er det måske ikke. Men det er sjovt at lege med tanken om – og befriende at tænke over – at det reelt godt kunne lade sig gøre permanent og på sigt. Hvis man har lyst.

  • Jonas Iversen

    Inspirerende læsning.. Jeg overvejer selv at bruge Airbnb, når jeg til sommer skal læse et semester (4 måneder) i Melbourne, Australien. Hvad er dine erfaringer – Ejner Airbnb sig, til hele 4 måneder det samme sted?

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Jeg synes det har virket fint. Jeg har lejet et sted hhv. 5 måneder og et 3 måneder. Jeg leder blot efter de steder som skriver en månedspris. De er som regel interesseret i at udleje lidt længere tid af gangen. Det kan godt være at der er andre måder som er smartere, men med Airbnb er alt bøvl virkelig minimeret.

  • Stærkt indlæg. Anede slet ikke, at I brugte AirBnB i så høj grad. 🙂

  • Ja, det med om man har fået børn ændrer rigtig meget. Der er nogle helt andre ting der skal tages hensyn til, især hvis det er rejser over længere tid.

    Jeg har tidligere selv rejst rundt i en måneds tid, uden nogen fast plan. Købte blot en enkelt billet til Rom og tog den derfra. Det var en super fed tur, som gav mig utrolig meget og jeg tænker tit stadig på den måned, de spændende mennesker jeg mødte, de steder jeg fik set og ikke mindst alt det jeg lærte om mig selv. 🙂

    Indholdet af min taske ligenede unægtelig meget din og det er så fedt bare at kunne have det hele med som håndbagage. Har man endnu ikke været ude at rejse er det bare med at komme afsted. Jeg savner det faktisk virkelig meget. God vind til jer 😀

  • Michael L

    Jeg kan rigtig godt li tanken om at bo billigt, minimalistisk. Selv er min boligafgift 940,- plus forbrug. Dvs at jeg jeg har faste udgifter for ca. 5000,- inkl. Alt på nær tøj, mad, oplevelser. Mit problem er ikke at springe ud i samme eventyr som du har gjort.. men at have en eller anden form for indtægt.. har virkelig ingen anelse om hvad jeg kunne bidrage med ude i verden. Det er jo oplagt at lave en hjemmeside når man er uddannet Multimediedesigner og skrive en bog om sine eventyr…Det henvender sig mest til dem der kan arbejde hvor som helst, når som helst og kun udstyret med en computer og internet.

    Har du nogle ideer til dem der ikke kan leve af en indtægt via internettet.. ?

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Hej Michael,
      Tak fordi du læser med. Du har helt ret, det er nemmest når det er noget man laver for en computer. I hvert fald hvis man vil være mere eller mindre nomade. Der er jo masser måder at rejse på, og fx we workaway.info en måde at komme ud på. Det er virkelig svært at give et enkelt svar, det vil virkelig afhænge fra person til person og handler jo i lige så høj grad om hvad du interesserer dig for. Vi har mødt rigtig mange forskellige typer af mennesker, som har forskellige jobs, baggrunde, folk med børn etc., så det kan helt sikkert lade sig gøre 🙂

  • Nicolai

    Super fedt opslag, jeg er igang med eksamens opgave om deleøkonomi, ville du have mulighed for evt at sende de udtræk subar fra din netbank, for så ville jeg, selvfølgelig med tilladelse fra dig, ekstremt gerne bruge dette til min fremlæggelse 🙂

    Mvh Nicolai

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Hej Nicolai,

      Tak fordi du læste med. Jeg vil helst ikke til at sende mine kontoudtog rundt, men det kan være at det er nok blot at bruge citatet fra blogindlægget?

  • Tak for et inspirerende indlæg Nikolaj. Jeg har siddet med computeren ved morgenbordet med din artikel åben sammen med min kæreste og vores to små børn og snakket om jeres måde at leve på. Superfedt, tak.

    • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

      Super fedt. Tusinde tak fordi du læste med 🙂

  • Uanset hvad andre gør, nu og i fremtiden, så keep it up, og nyyyyd det!
    Jeg har lige fået en øjenåbner om hvordan jeg og min kæreste skal rejse, når vi ikke længere behøver (fast) arbejde. Tak for det!

  • Kære Nikolaj. Tusind tak for et fedt blogindlæg som jeg gerne vil dele på mine sider. I dag hjælper jeg medarbejdere og ledere med lave en personlig strategi for deres liv, som giver dem mere livsglæde, arbejdsglæde og en bedre work/life balance. Jeg kalder det Mindful Rich Living. Oprindeligt var jeg udviklingsingeniør i mobilbranchen, og arbejdede med projektledelse og ledelse i en årrække samt som konsulent indenfor planlægning. Pga. min store passion for kærlighed samt et højere formål med at forebygge stress i samfundet, udviklede jeg Mindful Rich Living, Mindful Rich Work og Mindful Rich Love. Min personlige drøm er også at leve noget af året ude i verden på AirBnB, og vi testede det ved at overvintre 3 uger i Nice området i december, og er enig i at man kan leve ligeså billigt eller billigere på den måde. Derfor er jeg lige nu ved at skille mig af med de fleste af mine ting, idet mine sønner er fløjet fra reden, og jeg håber at jeg kan lokke min kæreste med ud i verden før eller senere. Til de yngre læsere! Lad være med at anskaffe jer en masse ting til at begynde med! 🙂 Det der tæller her i livet er nærvær, oplevelser, relationer og kærlighed. Selvom man ikke føler at man kan droppe karriere/hus og bil, så er der stadig masser af muligheder for at lave små justeringer i ens livsform, som giver mere nærvær, flere oplevelser og mere kærlighed. Håber vi ses IRL!

  • Knud Hansen

    Hej Nicolaj,
    Dit indlæg giver mig lyst til at prøve den samme oplevelse som du beskriver. Det er bestemt rigtigt, at mindre børn ville gøre det mere kompliceret, men da vores børn for længst er fyldt 40 er det ikke aktuelt.
    Det kunne godt være en livsform for pensionister.

  • Hatten af for dig, Nikolaj Astrup Madsen,

    der er ikke noget mere befriende end at høre om/læse om mennesker der udlever deres drømme. Det må man vist sige du gør, fedt, fedt.

    Kinesisk ordsprog: Livet giver dig kun tre muligheder, men hvis du griber dem får du tre mere og tre mere og tre mere…

    Du/I har modet til at gribe de muligheder der byder sig, det er prisværdigt og mon ikke også der vil følge flere spændende udfordringer med det positive livssyn.

    / Stephen

  • […] Nikolaj med. Han har lovet at se, om han kan få det til at passe, men tør ikke garantere noget (som du kan læse her, er han nomade). Han har enormt megen e-handels erfaring og er fantastisk til at facilitere feedback-sessionerne. […]

  • Rigtig interessant læsning!

    Udover det faktum, at jeg – indenfor de seneste par år – har en voksende følelse af gerne at ville finde ‘nogen af mine egne’ (lidt ET-phone-home-agtigt), så kom jeg faktisk forbi din blog for Halfdan Timm pegede på dig, som svar på mit spørgsmål om “hvad ved du om Kuala Lumpur?”.

    Som del af en længere rejse, ja faktisk på ubestemt tid, står jeg nemlig og skal til KL på fredag (jeg sender dig en mail om det), og derudover, ja så lever jeg langt hen ad vejen på præcis samme måde, som du i dit indlæg beskriver så godt. Jeg begynder sågar at kigge på ‘livet på den anden side’, dvs. egentlig ‘pensionering’, til trods for min – forholdsvis – unge alder (38). Dette er er i øvrigt en omstændighed, der medbringer temmelig mange eksistentielle problemstillinger og overvejelser, men det ville udgøre et helt blogindlæg (eller bog!) i sig selv at komme yderligere ind på det ….. nå ja, alternativt er der godt med stof til en snak over en kop kaffe inden længe 😉

    Jeg vil bare, som kommentar til din spændende og inspirerende artikel, sige at jeg er vild med din måde at skrive på, og så synes jeg at det er fedt, at du forsøger at bringe det ind i en ‘større sammenhæng’, ved at komme med dit bud på hvordan verden ser ud i fremtiden. For der er ingen tvivl om, at vi – netop på det område (fast, ‘sikkert’ arbejde er et uddøende fænomen, robotterne kommer (hurra for det!), flere og flere føler sig tiltalt af en mere minimalistisk tilgang til livet (dobbelt hurra for det!!) osv osv – lever i en fantastisk spændende tid, der er under stor forandring.

    Jeg har ikke samme mod som dig ift til at komme med et konkret bud på hvor vi ender, men jeg er af den overbevisning at så utroligt mange ting trænger til at blive rykket op og redefineret, og jeg føler mig temmelig overbevist om, at det er det, vi ser starten på. For heldigvis er vi ved at være velhavende nok til at opføre os mere (menneskeligt) velhavende, og – forhåbentlig – få mere balance i tingene, også når man trækker de store linjer og ser på jordens mennesker som en helhed.

    Man kommer unægtelig til, ikke mindst i eget billede, at fremstå ganske dobbeltmoralsk når man deler – ja, bare tænker – den slags overvejelser, men enhver forandring starter (vel) med, at man ved at den er gal.

    Ikke bare med de andre, men også med een selv 🙂

    Fortsæt det gode arbejde, og den positive tilgang til livet – det er en fornøjelse at læse, og jeg vil, når jeg lige har sendt dig en mail angående KL, læse de øvrige indlæg jeg har udvalgt mig her på siden.

    Venligst,

    Nicolai Kostakis

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Relateret indhold

Få bogen BEDRE gratis...

Nikolajs projekter er nævnt i

JP DR Trendsonline Femina Computer world Tv2 Fri