25 mini-eventyr

Få mere ud af livet: Her er 25 mini-eventyr, du kan starte i dag.

Nikolaj Astrup Madsen 04. August, 2014 12 kommentarer

Jeg elsker begrebet mini-eventyr. For mig er det oplevelser, som er nemt tilgængelige, men hvor man alligevel prøver noget nyt og måske er ude, hvor man ikke kan bunde. Det er et lille skridt ud af ens comfort zone. Et mini-eventyr kan defineres som:

Dermed er mini-eventyr noget de fleste kan, har tid til og har råd til.

Mange af de bedste oplevelser jeg har haft, har været forholdsvis enkle og simple. Mini-eventyr er den absolut nemmeste måde at få oplevelser, man lærer noget af og som bliver til livslange minder.

25 mini-eventyr du kan lave i dag

Jeg har fundet 25 mini-eventyr, som er en kombination af ting jeg har prøvet, ting jeg godt kunne tænke mig at prøve, og så har jeg spurgt min ven, Jens Jakob Andersen, om fem af de mini-eventyr, han har lavet. Jens Jakob er en fed person, som har en mere jackass-agtig-tilgang til oplevelser end jeg har og et kæmpe, for ham helt naturligt, drive omkring at opleve alle mulige og umulige ting.

Jens Jakob arbejder til daglig med siden om løbesko RunRepeat og blogger på jensjakobandersen.com.

De 25 mini-eventyr varierer i pris, tid, og hvor nemme de er at komme i gang med. Mange kan du lave allerede i dag, men alle vil du kunne starte i dag (fx booke, starte eller planlægge). Det her er ikke store projekter.

#1 Svøm så langt du kan i havet

En tosse i Øresund

Det er helt vanvittigt undervurderet at svømme i havet. Man er fuldstændig på udebane, hvor man ikke hører til, og det er som at være i en helt ny verden. Da jeg svømmede meget, satte jeg mig for en sommerdag at svømme 10 km i Øresund.

Det var en fantastisk oplevelse og en speciel træthed. På så lang en svømmetur er man garanteret at se en masse ting, når man ligger med hovedet nede i vandet. For de fleste vil det være en udfordring at svømme i havet. Kombiner det med at svømme længere, end du nogensinde har gjort, så du kommer helt ud af din komfort zone.

Det kan være farligt at svømme i havet, så tag evt. en ven med i kajak, som samtidig kan hjælpe med at navigere og have drikkevarer med (og tage et par billeder som bevis).

#2 Løb om natten

25 mini eventyr

At løbe om natten er specielt. Din krop og dit hoved har været i gang hele dagen og er indstillet på hvile, så det kan være super hårdt at løbe om natten. At se den by man bor i om natten fra et par løbesko, giver dig et dig et andet syn på steder du i forvejen kender. Det er en mental udfordring at skulle kæmpe sig afsted om natten, men en sjov og anderledes oplevelse.

At løbe om natten er en oplevelse, som er oplagt at gøre med en ven. På et tidspunkt løb jeg meget med min ven Lasse Lindholm. Vi tog en tur på fem timer, hvor vi startede kl. 21. Selvom vi løb langsomt, var det super hårdt. Stemningen er bare speciel om natten, og det åbnede op for mange gode samtaler, som jeg husker den dag i dag.

#3 Stå på en bjergtop

25 mini eventyr

Den her kan du måske ikke gøre lige i dag, hvis du er i Danmark. Men de fleste tager på ferie til steder, hvor der er bjerge. Der er masser af bjerge, som er nemt tilgængelige og hvor der er stier til toppen, ikke kræver guider, udstyr etc. Bjerge mellem 2.000 – 3.000 meter er fantastiske, fordi de er hårde, tager noget tid, sjældent har enormt store temperaturforskelle, og så har de nogle fantastiske views.

Jeg har taget flere af bjergene i alperne, og der er masser af små toppe, hvor det bare er dig, skyerne og bjerget. Det er en meget simpel og ligetil oplevelse, som er helt fantastisk. Der findes masser af sider på nettet, som kan foreslå gode hikes og fortælle dig om sværhedsgrader, højdemeter etc.

#4 Gå, løb eller cykel fra A til B

25 mini-eventyr

Selv i vores dejlige, lille, flade land er der masser af natur og byer som du ikke har oplevet. Jeg elsker at tage på ture, som tager mellem 2-5 timer enten i løbesko eller på cykel, hvor jeg kører hjemmefra og så til en togstation, hvor jeg kan tage toget hjem. Undervejs skal jeg holde mig mest muligt til naturen og undgå veje og byer.

På et par timer på cykel i roligt tempo er det muligt at se meget forskelligt natur. Det er virkelig en oplevelse som er nem tilgængelig. Sådan en tur er god, fordi man lærer, at eventyret er lige udenfor døren. Der er masser af at se, selv tæt på ens hjem.

Min egen favoritrute er tæt på København. Tag toget til Skovbrynet St. og cykel ned til Bagsværd sø, videre rundt om Lyngby sø, følg den rundt til Mølleøen, som du herefter følger. Følg Mølleøen gennem de mange små, gamle byer hele vejen til Dyrehaven og ud til Øresund. Herefter skal du igennem Dyrehaven ned til Klampenborg st. Hele denne tur kan også sejles i kajak / kano. Stor anbefaling her fra 🙂

#5 Flyv i luftballon

25 mini-eventyr

Denne oplevelse koster lidt penge, og du kan ikke gøre det i dag. På den positive side, så kan du booke turen i dag, og den er alle pengene værd. Mange vil nok falde fra på grund af prisen, men jeg synes, det var en fantastisk oplevelse. Som mange af de andre mini-eventyr, så giver denne oplevelse et andet indtryk af det land du bor, og det område man normalt bare tager for givet.

At se jorden fra oven, hvordan markerne former sig, forskellige dyr der løber rundt ude naturen og se solen gå ned i horisonten er fantastisk. I en luftballon har man virkelig tid til at se tingene, fordi det ikke går så hurtigt (afhænger selvfølgelig af vinden).

Selvom det koster lidt penge, og du kun kan booke den i dag og ikke udføre det, så er den meget anbefalelsesværdig.

#6 Inviter en fremmed på middag

25 mini-eventyr

Den her er kombineret oplevelse og lidt ud af komfortzonen, men samtidig er det også et godt netværkstrick. Er der en som du kender af navn, som du godt kunne tænke dig i dit netværk, så inviter ham eller hende på en middag.

Jeg gjorde dette med min gode ven Halfdan. Vi inviterede begge 3 personer på en middag, så vi i alt var 8 personer, hvor ingen kendte hinanden. Det var en super sjov oplevelse, og jeg har mødt nogle personer fysisk, som jeg måske kun fulgte på Twitter før.

Du kan læse mere om dette, med fokus på netværk, i dette blogindlæg.

#7 Luk øjnene, peg på et kort og tag derhen

25 mini-eventyr

Et simpelt mini-eventyr, som er perfekt til en søndag, hvor du vil på opdagelse. Find et kort. Luk øjnene. Peg et tilfældigt sted. Tag så derhen.

Det bliver ikke meget mere simpelt. Alt efter hvor meget tid du har kan du indsnævre området.

Igen er det et af de mini-eventyr, som gør at man kommer ud og ser det som praktisk talt er i baghaven. Der er masser af områder at opdage. Denne her er også super god, når man er på ferie. Personligt tager jeg mig selv i, nogle gange at bruge alt for lang tid på TripAdvisor og på at lave research. Det er super fedt, bare at tage et sted og nogle gange vælge det første og bedste.

#8 Prøv alternativ behandling

25 mini-eventyr

Alternativ behandling er virkelig blevet stort, men mange (nok jeg selv inklusiv) har en masse fordomme om det. Netop det at man kan have lidt fordomme, gør det til en sjov oplevelse. Der er som regel noget at lære de fleste steder, så mon ikke også der er det ved alternativ behandling?

Da jeg var i Kina tænkte jeg, at jeg ville prøve at få et lille indblik i deres verden af TCM (traditionel kinesisk medicin), som går langt længere tilbage end den vestlige medicin. Det var en session med en specialist i netop dette, og denne session var halvt samtale og så akupunktur og sugekopper. Efter at have set en masse kinesere med de mærker i svømmehallen, var det interessant at få et indblik i det selv.

Selvom der er mange ting ved traditionel kinesisk medicin, som jeg synes er lidt fluffy, er der masser af gode ting at lære. Fx er de meget mere proaktive, hvor vi i Vesten først går til lægen når vi er syge.

Der er masser af forskellige former for alternativ behandling, så søg lidt rundt og book en enkelt session. Jeg kunne godt lide kombinationen af samtale og noget fysisk, man prøver på egen krop.

Det store billede er fra The Hutong i Beijing, hvor jeg prøvede min session. Her prøvede jeg blandt andet sugekopper, som du ser på det lille billede.

#9 Saml en blaffer op

25 mini-eventyr

En af de måske billigste og nemmeste måder at få indblik i en anden verden på er ved at samle en blaffer op. Det er virkelig en simpel oplevelse, men mon ikke man kan få en god oplevelse ud af det.

Jeg har kun prøvet det en enkelt gang, på vej ned af et bjerg efter en Tour de France etape. Her samlede vi et ægtepar op, som bare skulle til bunden af bjerget, hvor de var parkeret. Det viste sig at deres søn var med i touren, så det gik snakken selvfølgelig omkring. En super sjov, lille oplevelse. Det er helt sikkert noget jeg skal prøve igen med forskellige typer af mennesker og også lidt længere end denne tur 🙂

Vil du have endnu mere eventyr, så skal du selvfølgelig selv blaffe.

#10 Prøv en 30 dages challenge

25 mini-eventyr

At prøve noget nyt i 30 dage er både udfordrende og lærerigt. Der er masser af ting, du kan prøve i 30 dage, som fx: skriv dagbog, tag et billede om dagen, lad være med at klage, vær vegetar etc. Det kan også være at bruge en time om dagen i 30 dage på et projekt, du altid har drømt om, som fx at skrive en bog, starte en blog, eller hvad ved jeg.

Jeg har prøvet flere og synes, at 30 dages udfordringer er geniale. Det er en fed kombination af udfordring og at lære noget nyt. Og så er det som regel 100% gratis.

Jeg kan varmt anbefale denne TED-klassiker af Google manden Matt Cutts om 30 dages udfordringer.

Billedet er fra dag jeg lavede en lignende udfordring, hvor jeg ikke måtte klage i 21 dage. Læs mere om det her.

#11 Deltag i et løb

25 mini-eventyr

Der er masser af løb, som man kan deltage i. Alle distancer og typer, herunder triathlon og adventureraces.

Nervøsiteten ved startstregen og tilfredsheden ved at komme i mål er svær at konkurrere i mod. Vælg et løb som er noget, du ikke har prøvet før, fx en mini-triathlon, hvor du kan stille op med din egen cykel og uden våddragt.

Har du deltaget i løb før, så deltag i et som er længere, end du har prøvet før.

Det er en fed måde at udfordre sig selv på og nemt tilgængeligt for de fleste. Du vælger selv, hvor stort et projekt det skal være.

Skal det være et mini-eventyr, så skal det være noget som er lidt vildere end det du kan klare nu, men ikke så vildt at det koster en masse penge, træning og udstyr.

#12 Deltag i et meetup

25 mini-eventyr

Platformen Meetup.com er super smart. Her mødes alle mulige grupper omkring forskellige interesser. Der er grupper indenfor de fleste faglige områder, men selvfølgelig også indenfor alt hobbyrelateret. Her kan du nemt finde grupper lokalt som klatrer, vandrer, løber, cykler eller noget helt andet. Du kan nemt se online hvilke arrangementer der er, hvem der kommer osv.

Det kan fx være en god måde at få lidt nyt netværk og venskaber på, specielt hvis man er flyttet til et nyt sted. Samtidig er det en gratis måde at prøve noget nyt på i stedet for fx en standard prøvetime i et fitnesscenter.

Her i Barcelona, hvor jeg bor de næste par måneder, har jeg selv lavet en gruppe for folk som vil være med til at løbe i bjergene.

#13 Overnat udendørs

25 mini-eventyr

Der er jo en kæmpe back to basics trend, hvor folk søger ud i naturen og væk fra computere, kontorer og crowdede byer. Vi har fået nok af at have travlt, smartphones og notifikationer hele tiden. Og det kan man jo godt forstå.

En af de simpleste måder at komme helt back to basics må være at tage en sovepose og en rygsæk og så gå ud i naturen og overnatte. Jeg er pinlig over at indrømme det, men det er en af de ting, jeg ikke har prøvet endnu, men meget snart skal have gjort.

Ingen planlægning, ingen campingplads, intet telt. Bare ud i naturen på mini-eventyr.

Billedet er fra et shelter omkring Furesøen. Generelt synes jeg at områedet ved Furesøen tæt på København er fantastisk!

#14 Fang din egen mad

25 mini-eventyr

Denne er i forlængelse af #13 og back to basics trenden. Hvis du nogensinde har set programmet Nak&Æd med Nikolaj Kirk, så har du tænkt på at gøre det her. Det er en af de oplevelser jeg ikke har prøvet, men enormt gerne vil.

Det må være en hel vild fed fornemmelse selv at fange sin egen mad og tilberede den ude i naturen.

Absolut et mini-eventyr, som er på min liste.

#15 Gå en rute du normalt kører

25 mini-eventyr

Denne her blev jeg inspireret til af Thomas, som har været kok på mit lille projekt Workaway tidligere. Thomas er ægte eventyrer og har cyklet rundt i store dele af verden. Lige nu er han kok på Grønland, men har en enkeltbillet til mellemøsten, til ham og hans cykel.

Han tog på et tidspunkt på et mini-eventyr, hvor han gik hjemmefra sig selv i Aarhus og ud til sine forældre, som bor et stykke udenfor byen. Han planlagde at komme til morgenmad og tog afsted aften før. Han gik så gennem skoven og sov på en strand.

Som andre af disse mini-eventyr, kan dette være med til at give nye indtryk omkring et sted, man tager for givet og ikke lægger mærke til. Pendler du til arbejde med tog, så kan du også prøve at gå den rute i stedet for.

Læs mere om Thomas og alle hans eventyr her. Billedet er desuden netop fra Thomas’ minieventyr.

#16 Køb en flybillet til et andet land og flyv i dag

25 mini-eventyr

En spontan rejse har altid været på min liste over noget, jeg vil prøve. Det må være en fed fornemmelse af frihed at gå ud i lufthavnen og købe en flybillet til et fly, som letter i dag. Så tager du bare det, som du tænder mest på inden for dit budget.

Det er et mini-eventyr som koster lidt penge og kræver et par dage, men et af dem, hvor du skal slå hovedet fra og bare gøre det.

Endnu et mini-eventyr som er på min liste!

Billedet er fra en kort tur jeg havde til Riga, dog ikke hvor billetterne var købt samme dag.

#17 Prøv couchsurfing

25 mini-eventyr

Jeg har kun selv prøvet Airbnb, som jeg har haft rigtig gode oplevelser med. At bo i udlandet på denne måde gør, at man møder nogle lokale, som kan give et indblik i deres land og by. Jeg kunne forestille mig, at Couchsurfing er som Airbnb på speed. Du låner kun din sofa ud til en fremmed gratis, hvis du er interesseret i at møde nye mennesker og i anderledes oplevelser.

At bo via Couchsurfing er et vaskeægte mini-eventyr, så det er bestemt også på min liste.

#18 Følg en hjemløs i 24 timer

25 mini-eventyr

Hjemløse er en del af gadebilledet, men de færreste “ser” dem. Man overser dem bare, fordi det er så normalt. Det er skræmmende. Jens Jakob foreslog mig at tage denne med på liste, og det er vist en vi begge to godt kunne tænke os at prøve.

Det må være den ultimative måde at få indblik i et benhårdt liv og udfordre sig selv.

Jeg kan varmt anbefale dette blogindlæg af marketingmanden Wil Reynolds, som boede på gaden for at samle ind til et godt formål.

#19 5 jobs på 5 dage

25 mini-eventyr

Det her projekt har jeg ofte tænkt på at lave og dokumentere. At prøve fem forskellige jobs på fem dage tror jeg vil være enormt lærerigt. Min egen tanke var at tage et bredt spektrum og fx prøve at være skraldemand, vende burgere på McDonalds, følge en politiker en dag og følge en direktør for et stort firma en hel dag.

Ideen fik jeg da jeg var militærnægter i organisationen Svalerne, hvor jeg hver dag gik sammen med en masse ældre mænd og kvinder som arbejdede frivilligt i organisationen. Det var virkelig lærerigt både at prøve noget andet og få indblik i disse helt anderledes menneskers hverdag, historie og liv.

Eventyr behøver virkelig ikke at være langt væk.

#20 Prøv undervandsjagt

En af mine bekendte, Morten Rosenvold, er fridykker og undervandsjager. Jeg har prøvet en session med ham omkring fridykning og kunne godt tænke mig at prøve undervandsjagt også.

Egentlig er der ingen grund til at sige så meget om denne, for Morten har fået lavet denne vanvittigt fede video, som du SKAL se.

Kontakt Morten og hør om han laver sessions i det også. Ellers har de gode folk fra DGDA.dk også sådan en session på hylderne her. Billedet er fra Undervandsitetet.dk.

De følgende fem mini-eventyr er bidrag fra Jens Jakob Andersen fra Runrepeat om mini-eventyr, han selv har prøvet, og han har ligeledes skrevet teksten til dem. 

#21 Kryds Øresund i Kajak

25 mini-eventyr

Oplevelsen var krævende, gratis og fik mig til at tænke over livet.

Efter at have sejlet i kajak cirka 10 gange, tog jeg på en 25 km tur over øresund fra København. ”Det er pisse farligt” udbrød de andre, som vi mødte på vandet. Lige præcis, ellers ville det ikke være nær så sjovt. Når du er ude på Øresund, er der ingenting at se på.

Det var en speciel oplevelse. Det var gratis. Jeg havde mad med til 5 dage, og derudover fiskede jeg med min kammerat som var med. Oplevelsen var særlig god, fordi det var en afkobling fra hverdagen. Vi mødte ganske få mennesker og havde ingen elektronik med eller andet avanceret udstyr. Det bliver desuden ekstra spændende, når din pagaj knækker i to.

#22 Lær at køre på skateboard

25 mini-eventyr

Jeg har aldrig stået på skateboard før. Ved et tilfælde fandt jeg et skateboard i vandet. Det var rustent og flækket flere steder, men det var gratis, og jeg var maksimalt motiveret. I 4 måneder stod jeg på skateboard i Barcelonas gader. Det var uden tvivl det svageste skateboard i byen, og jeg var uden tvivl den mest usikre boarder i byen, men jeg var også ham der havde det sjovest.

Det var en oplevelse jeg aldrig glemmer. Det var spontant og ligetil. Intet fancy. Simpelt. Jeg lærte meget.

#23 Spring ud fra 24 meter i vandet

25 mini-eventyr

I Red Bull cliff diving laves udspring fra 26-28m. Det højeste jeg umiddelbart kunne finde var en 24m høj motorvejsbro i København. Du skal ikke lande meget forkert, førend at det går galt.

Oplevelsen var nervepirrende. At ramme vandet med 100 km/t gør nas og er fysisk usundt. Jeg er dog overbevist om, at min psykiske glæde ved udspringet langt overstiger den fysiske skade. Var det farligt? Ja. Fortryder jeg? Nej.

#24 Cykel til Kullen og spring fra klipper

25 mini-eventyr

Oplevelsen var gratis, blandt de værste og bedst på samme tid og meget våd.

Kullen ligger kun 100km fra København. Tag telt med og sov i det charmerende landskab. Du kan desuden springe fra klipper – alt fra 1m til 45m. Min oplevelse var meget våd. Skybrud og intet skiftetøj. Jeg var våd i 36 timer i træk og sov 10 minutter i alt. Jeg sov i en våd t-shirt + våde shorts uden liggeunderlag. Fra klokken 21-03 lå jeg og kiggede på min telefon. Jeg faldt spontant i søvn og vågnede igen. Hvor længe havde jeg sovet? Minuttallet var det samme som da jeg faldt i søvn. Hver gang jeg faldt ”i søvn” drømte jeg at jeg lå i en kongeseng og fik kastet en spand kold vand i hovedet. Og det skete +10 gange. I træk. Inden for 20 minutter.

Oplevelsen var god, fordi jeg i dag sætter utrolig meget pris på en seng, selv et tørt sted jeg kan sove kan jeg glædes ved. Mindst 1 gang hver anden uge tænker jeg på episoden i Sverige. Det vidner lidt om, hvor koldt det har været for mig. Det er blandt de mest udfordrende oplevelser i mit liv, men det gør, at jeg i dag sætter pris på varme og tørhed, som jeg aldrig ellers ville gøre. Det er ikke altid bedst at have det perfekt hele tiden.

#25 Byg en mur for en fremmed

25 mini-eventyr

Oplevelsen er primitiv, gratis og utrolig givende.

En morgen ville jeg hjælpe en anden person uden på nogen måder at kunne få noget igen Jeg kan her anbefale Tor Nørretranders ”Det generøse menneske”. Et par lokale balinesere var i gang med at bygge en mur til deres hus i +30 graders varme med høj sol. På Bali er hvide normalt ekstremt rige, som de lokale ser meget op til. Jeg tog kontakt til familien, men der var uendelige kommunikationsbarrierer, så jeg begyndte bare at slæbe sten, mens de protesterede mod at modtage hjælp.

Jeg endte med at hjælpe familien i 4 timer, til muren stod færdig. Der stod nu +10 indonesere og kiggede på. Da vi blev færdige, skyndte jeg mig væk og sagde tak for, at jeg måtte hjælpe. Det var en sprød oplevelse, fordi jeg gjorde en kæmpe forskel for familien. Ikke at jeg byggede muren, men at jeg underholdte 10-15 mennesker i 4 timer. De var målløse. En hvid som laver slavearbejde?

Du kan gøre det samme i Danmark.

Dette blogindlæg samt flere af oplevelserne er inspireret af Alastair Humphrey, en brite som har skrevet en hel bog om ‘microadventures’. Jeg kan varmt anbefale hans blog til inspiration. Jeg var ikke kæmpe fan af hans bog, men den beskriver fint stemninger og følelser ved fx at sove udendørs og man bliver da også inspireret til selv at komme afsted. Find bogen her.

Hvilket mini eventyr skal du i gang med?

Hvilket mini eventyr kan du anbefale andre at prøve?

Fortæl det i kommentarerne herunder.

Kort om manden bag

Nikolaj Astrup Madsen
Tak fordi du læser med! Jeg er en ung iværksætter, løber og selvudnævnt forfatter. Her på siden skriver om jeg mine erfaringer og oplevelser på vej mod mine mål som iværksætter og i livet. Jeg er interesseret i hvordan mennesker bliver gladere og får mere ud af livet. Jeg har skrevet bogen BEDRE og driver til daglig rejseprojektet Refuga.

KOMMENTARER

  • En sjov udfordring og som er gratis er – dyrk sex 30 gange på 30 dage med sin partner. Alt for mange har et leverpostej parforhold. Back to basic – mennesket er i bund og grund drevet af forplantning.

    http://woman.dk/article/172339-sex-hver-dag-i-30-dage/gallery/775416

  • Hej Nikolaj,

    Utrolig inspirerende blogindlæg med tilhørende gode billeder, som gør det ekstra spændende 😉 Det kræver en helt anden mentalitet end den almene dansker besidder, for at udføre bare en af disse mini eventyr.

  • Rigtig god artikel. Det er super god inspiration til noget der kunne munde ud i en masse fede oplevelser!

  • mia finnemann schultz

    Hej Niko,
    Du har ret, vend ting lidt på hovedet, skærp sanserne, slå automatpiloten fra. Tak for dine konkrete eksempler og erfaringer.

    Spring fra klipper! Det ultimative minieventyr for mig, som jeg nok aldrig bliver træt af. I år tænkte jeg igen over hvorfor mon. Jeg har haft fat i spænding (et urgammelt instinkt siger: dont do it!) og lidt om udfordringen i at finde en god klippe, som jeg rent faktisk kan komme op på og springe fra uden at slå hovedet – og i år blev jeg bevidst om den æstetiske dimension. Tak for termen. Minieventyr kan godt have lang holdbarhed.
    De bedste hilsner fra Mia

  • Thomas Rohde

    Nr. 22 i onsdag aften i bowlen ved Marbella, Nikolajsen – Old skool skating, BBQ med de gamle drenge fra kl 22 og hele natten. Pads not allowed – attitude is 🙂

  • Hej Nikolaj
    Skide godt og inspirerende indlæg. Med kæreste, hus og 3 børn kan dagligdagen godt blive lidt ensformigt, og man kommer til at savne sådanne spontane udfordringer.

    Tror jeg vil lave en lille beskeden liste til mig selv en dag 🙂

  • Fed liste – der er mange gode ting på!

    Jeg er selv lige kommet hjem fra en impulsiv cykeltur på små 3 dage, hvor vi blandt andet sov i et shelter. Det var personligt meget grænseoverskridende, da jeg aldrig har prøvet det før. Men bagefter er det fedt, at man har prøvet det, og at man ikke stak halen mellem benene. Selvom det ikke var den bedste nats søvn, fordi jeg ikke rigtig kunne finde ro i kroppen, så var der jo hverken jyske ulve eller Bøh-mænd, som vækkede os i løbet af natten. Vi overlede! 😀

  • Super indlæg. Det fik mig til at indse, at jeg gør rigtig mange af disse ting hele tiden. Det falder mig så naturligt at jeg slet ikke tænker over det. Vil prøve at lægge lidt mere mærke til det fremover. Tak.

  • Nikolaj Astrup Madsen Nikolaj Astrup Madsen

    Fedt Sander!

    Det er super fedt, at sådan nogle enkelte oplevelser kan være så spændende synes jeg.

    Jeg skal helt sikkert også ud og sove i naturen 🙂

  • Jeg har prøvet dit punkt 7 da jeg flyttede hjemmefra. Jeg var lige blevet færdig med HTX og anede ikke hvad jeg skulle.

    En torsdag aften på det lokale værtshus i Skjern, fandt jeg et Danmarkskort, lukkede øjnene og lod pegefingeren falde.

    Den ramte Vejle.

    Dagen efter kørte jeg simpelthen bare til Vejle, fandt den lokale ugeavis og ringede rundt til ledige lejligheder. Efter sommerferien var jeg startet på 1 årig HHx i Vejle og boede i et lejet værelse – uden mor og far for første gang.

    Livet var sgu nemmere uden hus, bil, kone og 3 børn 😉

  • Dejlig side, meget inspirerende.
    Flere udfordringer og små eventyr.
    – Undersøg hvilke arrangementer, der findes rundt omkring, tag toget eller kør selv. Du vil blive overrasket over, hvor meget der foregår rundt omkring i provinsen. Der går tog til og fra Kbh hver halve time.
    Søg på http://www.kultunaut.dk eller http://www.billetto.dk
    – Gå ind i en butik, der sælger ting, som du overhovedet ikke interesserer dig for.
    – Hvis du møder fremmede på gaden, som ikke ser ud til athave vanvittig travlt, så spørg dem om deres bedste oplevelse i dag eller en anden dag. Eller bare giv dem et kompliment.
    Og meget meget mere.
    Marianne, Vordingborg

  • Jeg føler virkelig at jeg burde komme ud noget mere efter at have læst dette 😀

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Relateret indhold

Få bogen BEDRE gratis...

Nikolajs projekter er nævnt i

JP DR Trendsonline Femina Computer world Tv2 Fri